Status over et rigt arbejdsliv i Frederikshavn

KOMMUNEN: Tidligere direktør på Handelsskolen, Svend Kobberup gør status over sin tid i Frederikshavn - et liv han nu formelt gør op med for at komme nærmere på børnenebørnene.

Vi giver ordet til Svend:

Sidder en herlig, solrig morgen i december i min skønne, store lejlighed på 6. sal og nyder vuet ud over byens nordlige del. Udsigt til hav og havn – og en tilsyneladende endeløs strøm af tungt læssede lastbiler, der tømmer deres last på en mole, der dag for dag synes at nå endnu et nøk tættere på den svenske skærgård. Dertil trafikken til Skagen og Hjørring i bil og tog. Intens i sommerperioden. Og så er der jo fabrikkerne, hallerne, vindmøllerne, Kattegatsiloen og de store færger, som et hologram, hvor byens nerve og puls kommer helt ind under huden. Det hele synligt og en fryd for øjet for én, der holder af forandring med tiden. Nu også med oprydning efter mere end 50 års olieproduktion i havet omkring os. Udslidte kæmpestore platforme ses i den nye havn. De skal skilles ad om ikke til atomer, så dog til bestanddele, der kan fragtes væk til genanvendelse andet sted – måske i vindmølleindustrien. Så har vi en cyklus, der vil noget. Ægte grønt om man vil.

Jeg bliver aldrig træt af udsigten. Fordi den er uden sjælløse boliger stablet i 8 eller flere etager, som i så mange andre havnebyer; men virkelig, rå og dynamisk iscenesat af vejrlig og sæson. Tanker sættes i gang. Nogen gange i ring. Andre gange ud i en spektakulær fremtid. Atter andre gange bagud og reflekterende. Aldrig er bevidsthedsstrømmen ligegyldig. Det hele bunder i, at jeg er med i det hele. Også selv om det sker fra balkonen, hvor det er pensionistens privilegium at residere. Men jeg har jo været med indtil da. Sådan føler jeg. Stolt over, hvad jeg ser. Stolt over at være frederikshavner.

Der kan siges og skrives meget godt om Frederikshavn. Og det vil jeg gøre her og nu. For Frederikshavn har givet mig alt – mit livs kærlighed, de bedste venner i denne verden, et arbejdsliv mange vil misunde mig og en kommune, der har været tilstede i hele mit arbejdsliv og i mit privatliv de sidste 10 år – begyndende med dengang, det gik så frygteligt galt i en ulykke med en cykel, der blokerede og sendte mig op i luften i en saltomortale, hvor jeg landede på ryggen på asfalten. Handicappet og kørestolsbruger på et splitsekund.

Hvorfor dog forlade et Frederikshavn, jeg er vild med, og som så at sige har været udgangs-, virke- og omdrejningspunktet for mig i mere end en tredjedel af mit liv. Nu er det jo også kun fysisk, jeg forlader byen.

Mit livs kærlighed blev til ægteskab - og sammenbragte børn blev til fælles børn. Som har givet os mange børnebørn. Her er intet ændret, når vi ser bort fra afstanden. Men den er svær at se bort fra. Vi veksler hotelophold, 500 km og 5 timer med eget hjem, 25 km og 30 minutter. Det siger vist det hele, når man vil tættere på dem, der betyder mest i vores liv.

Vennerne har vi fortsat. Heldigvis har næsten alle børn og børnebørn i København og omegn. Vi bliver en tilskyndelse til en ekstra tur eller et udvidet besøg. Desværre har to af vore bedste venner ikke familie på øen. Men fortsat erhvervsmæssige gøremål, som nemt kombineres med et besøg i Nordsjælland – så det skal nok gå.

Mit job på handelsskolen sluttede sidste år. 22 fantastiske år passerer ind imellem revy. Erindringer om elever, medarbejdere, ledere og bestyrelse panorerer over nethinden ind i hjernen og fremkalder glimt fra en tid, hvor samvær og samarbejde gav mening i fælles opfattelse af, hvad vi ville, og hvor vi skulle hen. Fra store byggeprojekter til måden at lære og lede på – og omgås hinanden. I sommeren 2018 satte jeg og skolen punktum for min tid – med en flot afskedsreception. Få kunne ønske sig et bedre arbejdsliv, end det jeg fik lov til have på Frederikshavn Handelsskole.

Det er ikke svært at bryde op, når man vinder på familiesiden, beholder venskaberne og kan se tilbage på en tid og arbejdsplads, der var sekond to none. Nu parkeret i memory sammen med de andre arbejdspladser, der gav arbejdslivet fylde og mening.

Anderledes er det med kommunen. Verdenshistorie og Danmarkshistorie lige der, hvor jeg var, virkede og levede.

Med Berlinmurens fald i 1989 åbnede verden sig. Ud af det opstod den grænseløse handel. Globalisering kaldte vi det. Den kom som en knytnæve lige i solar plexus. Det gjorde ondt. Byens hjerte var de store værfter og motorfabrikken. Herfra pumpedes ilt og blod ud til byens andre virksomheder og borgere. På få år faldt pulsslaget til dvalestilling. Accentueret af bortfaldet af det toldfrie salg. Detailhandel, færgedrift, hoteller og restauranter så rødt på bundlinjen. En bys identitet og tro på fremtiden var i spil.

Oveni og lidt efter kom en mavepuster, der om ikke knockoutede byen – så dog tæt på. Strukturreformerne var hårde ved vores del af landet. Pist borte var politistation, domstol, sygehus, postvæsen, AMU, Teknisk Skole, Arbejdsformidling og toldvæsen. Tilbage var i bedste fald filialer og besøgssteder. De gode chefjob og administrative stillinger var andet steds. Kommunesammenlægningen var en bedrift – 3 kommuner i én sikrede effektiviseringsgevinster i administration og drift og banede vejen for færre og større skoler og institutioner. Det hele var sikkert uomgængeligt og nødvendigt. Finanskrisen gjorde ikke genrejsningen lettere. Slet ikke for banker og finanssektoren. Til gengæld blomstrede nethandelen på bekostning af detailhandelen.

Globaliseringen, strukturreformerne og alt det andet efterlod et svækket og afpillet Frederikshavn. Tusindvis af vellønnede job i industri, service og offentlig sektor var borte for altid. Tilflytning blev til fraflytning. Ungdomsårgangene blev mindre. Og når de unge blev studenter søgte de til universitetsbyerne – og kom ikke tilbage.

Men midt i alt tristessen og håbløsheden bredte der sig en ild og vilje til at komme igen. Anført af borgmestrene Erik Sørensen og Birgit Hansen bakket op af initiativrige borgere, virksomheder, organisationer og skoler. Der blev hentet inspiration fra myter og historie. Særligt vakte det genklang mand og mand imellem, når man bekræftede hinanden i, at Frederikshavn overgiver sig aldrig. Følelsen af, at byen stod sammen og ville komme sig blev til et mantra, som blev til virkelighed. Frederikshavn blev genfødt. En by med tro på sig selv og kant i udkanten af Danmark.

Det var en Sisyfosopgave. Men hvor var det spændendende at være med til. Både det der lykkedes, og det der ikke gjorde. Fra værftsby til værtsby var tidens løsen i 00’erne. Men ikke løsningen. Frederikshavn som moderne industriby synes at være det helt rigtige. Passer til vores image og nærhed til kyst, hav og havn. Med en havn, der udvides og tilpasses nye maritime virksomheder, der har hele verden, som operationsområde. Globalisering er på få årtier vendt fra at være fjende til at være fælle.

Det var inciterende, livgivende og fascinerende at være med i en udvikling og transformation, som mindede lidt om min egen, da jeg lå på asfalten i Søndergade. Lam fra halsen og nedefter. Det så godt nok svært ud. Mens byen kom sig ved så at sige at trække sig op ved egen hjælp, måtte jeg have hjælp af mange gode mennesker.

Og det fik jeg. Intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital fik mig stabiliseret. Rygskadecenter Vest i Viborg fik gang og bevægelse i mig. Så meget, at jeg i oktober 2010 lod mig udskrive i den tro, at jeg med hård træning kunne blive fuldt restitueret i løbet af få måneder. Det var en forkert beslutning. Jeg begik hybris. Et par måneder mere i Viborg kunne have gjort meget. Jeg var nået langt – men funktionsnedsættelsen i arme og ben kunne jeg ikke ændre på uden den daglige træning i Viborg.

Det var mit held, at jeg boede og arbejdede i Frederikshavn. I Viborg erfarede jeg, at der var stor forskel på kommunernes villighed og kunnen på handicapområdet.

Frederikshavn Kommune var og er i toppen. Indsigt, professionalisme, empati – ja superlativerne står i kø – når det handler om visitatorer, ledere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og ergo- og fysioterapeuter. Ikke at forglemme de politikere, der har villet det bedste for mig og andre handicappede. Vanskeligt i en tid, hvor ressourcerne blev færre og prioriteringerne derfor mere og mere ubehagelige.

I 9 år har mine faste ergoterapeuter Tina og Marlene og fysioterapeut Birgit på Phønix arbejdet ihærdigt, hårdt og professionelt – tilsat ikke så lidt empati, humor og overbærenhed - med mig insisterende på at fastholde min erhvervsevne. Det lykkedes. I 8 år kunne jeg varetage mit job som direktør på handelsskolen. Også fordi skolens bestyrelse og kommunen ville det.

Kommunen med generøsitet, når det handlede om hjælpemidler – fra lifter, kørestole, træningsudstyr til rollatorer – og når det handlede om genoptræning og hjemmehjælp. Nærværende, dygtige og pålidelige hjemmehjælpere. Uanset om det var natte- eller dagvagten. Oftest de samme medarbejdere. Det gav tryghed for dem og for mig. Pålidelige som et schweizisk urværk. Som regel. Sygdom, ferier og nye planlæggere kunne slå rytmen i stykker. Mest imponerende for min kone og mig var indstillingen og holdningen til os. Hjælpsom, fleksibel og imødekommende til at komme uden for aftalt skema, når jeg af den ene eller anden grund havde behov for ekstra hjælp.

Det bliver aldrig det samme det andet sted. Og hvor vil jeg komme til at savne dem alle sammen. Samværet og de gode historier, medens jeg blev ”klargjort” til at klare dagen og vejen.

Men vi har truffet et valg. Vi vil være mere for vores børn og børnebørn. Nærhed og tæthed hænger uundgåeligt sammen, når man vil være mere sammen, og når man vil aflaste børnene i deres hverdag – ved at gøre vores nye hjem til børnebørnenes andet hjem. Et hjem, der rummer alle muligheder for at blive samlings- og mødested for alle dem, vi holder af.

Fredensborg Kommune er vores nye kommune. Om den kan matche Frederikshavn Kommune – det ved vi ikke, men vi krydser fingre.

Vi krydser også fingre for, at Birgit Hansen fremover må bruge mere tid på flaghejsning, klippe snore over og besøge byens borgere og virksomheder ved festlige lejligheder; og mindre tid på spareplaner, prioriteringer og andre ubehageligheder. Hvor ville det være lykkebringende og retfærdigt, hvis den næste udligningsreform bliver i Frederikshavns favør.

En fantastisk kommune. Gode spisesteder, den fine service i butikkerne, alle de mange hilsner, når min ledsagerske Lida 2 gange om ugen skubbede mig rundt i byen og ikke mindst Rotary. Jeg vil savne det hele – men også følge med på afstand og hjemsøge, når Tove og jeg tit og ofte besøger gode venner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...