Robin Thomsen lukker den fysiske butik men er stadig klar til at hjælpe kunderne

SKAGEN: Skagen mister 1. september radio-tv og hvidevarer forretningen Euronics på Kattegatvej. Ejeren Robin Thomsen lukker butikken og har derfor ophørsudsalg fra torsdag 15. august.

- Der har været mange overvejelser inden lukningen. Nu har jeg været i branchen siden 1970, hvor jeg kom i lære ved Ole Jensen, som radiotekniker. Det har været et langt forløb med skiftende kæder og jeg har været glad for de mange år med forretningen, siger Robin Thomsen.

Grunden til at han har taget beslutningen med at lukke forretningen er mandskabsmangel.

- Det har været problematisk af få medarbejdere de sidste tre år, fortæller Robin. Jeg har haft unge ansat, som blev oplært og som stoppede efter 1 år, da de skulle videre på en anden uddannelse.

- Så det har været forfra hver gang. Nogle gange har jeg ikke haft hjælp i forretningen og som ene mand i butikken har det betydet at jeg både skal være i butikken og ude ved kunderne for montering af produkterne.

Det er baggrunden for at han sadler om og skaber en anden type forretning, som han vil styre fra privaten.

- Jeg vil fortsætte med at være her i Skagen og stadig at drive en virksomhed, men uden en fysisk butik. Jeg kan stadig trække på alle de produkter jeg har i dag og til samme priser, siger han.

Han fortæller endvidere, at alle de produkter som er solgt gennem den nuværende Euronics og med garanti, vil han selvfølgelig tage sig af, så der vil ikke blive nogen ændring.

- I stedet for et besøg i forretningen, kan kunderne nu kontakte mig og få besøg i hjemmet, hvor jeg er behjælpelig med produkterne. Desuden vil jeg altid ligge inde med et lager, så jeg kan håndtere akutte udfordringer, siger han.

- Så i bund og grund bliver det egentlig på samme måde, men ikke i en butik, men mere som jeg gør nu, komme ud til kunderne for at servicerer, siger Robin Thomsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...