Torsdag 14. marts holder Erhvervsforening generalforsamling, som starter med en rundvisning, hvor alle er velkomne

SKAGEN: Skagen Erhvervsforening inviterer igen i år åbent til sin generalforsamling den 14. marts, som afholdes på Kystmuseet Skagen. Skagen Erhvervsforening arbejder for at skabe vækst og arbejdspladser i Skagensområdet, og den indsats kan du høre mere om på mødet. I år vil der også være indlæg og rundvisning på Kystmuseet ved direktør Henrik Gjøde Nielsen.

- Vi vil rigtig gerne have en dialog om foreningens arbejde og samtidig give indsigt i driften og historien om en vigtig lokal turistaktør som Kystmuseet. Ifølge VisitNordjylland er Kystmuseet Skagen den syvende mest populære attraktion i Nordjylland. Så det er et aktiv for Skagen, og man kan ved generalforsamlingen få et kig ind bag kulissen, siger Allan Kastor Andersen, formand Skagen Erhvervsforening

Skagen Erhvervsforening står sammen med erhvervsforeningerne i Frederikshavn og Sæby bag Erhvervshus Nord, der også har en kontrakt med Frederikshavn Kommune. På mødet kan man høre mere om arbejdet i foreningen og Erhvervshus Nord i 2018. Derudover vil der være forelæggelse af regnskab, fastsættelse af kontingent, valg af bestyrelse og revisor samt behandling af eventuelle indkomne forslag.

Man tilmelder sig generalforsamlingen via Erhvervshus Nords hjemmeside. Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har omkring 570 medlemsvirksomheder, og Frederikshavn Kommune, der yder økonomisk støtte. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet.

Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet. Læs mere på www.erhvervshusnord.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...