Den 30. april udsendte Turisthus Nord information til medlemmer, turisterhverv og lokalpressen om at bestyrelsen havde beslutte at afvikle den fysiske turistservice med øjeblikkelig virkning.

Turistforeningen Turisthus Nord ville rigtig gerne være fortsat med at servicere områdets turister gennem de populære bemandede turistkontorer. Det er politiske beslutninger, som er baggrunden for, at turistkontorerne i Sæby, Frederikshavn og Skagen er lukkede.

Overordnet set ønskede den forrige Regering en ny struktur med 15-25 nye turistdestinationer på landsplan mod ca. 80 i dag. Det førte til, at Frederikshavn Kommune søgte samarbejde med Aalborg, Brønderslev og Læsø Kommuner. Beslutningen blev her i foråret 2020 ført ud i livet af Frederikshavns byråd, hvor Venstre dog stemte imod. Flertallet besluttede at tilslutte sig Destination Nord sammen med Aalborg, Brønderslev og Læsø Kommuner og dermed at opsige den hidtidige aftale med den lokale turistforening Turisthus Nord med udgangen af 2020. Regeringens nye lov og byrådets beslutning betyder, at det fra 2021 er Destination Nord, der skal stå for turistservice i de samarbejdende kommuner.

-Det er vi naturligvis rigtig kede af, for vi ville gerne være fortsat med det høje serviceniveau sammen med vores dygtige medarbejdere. I en stor landsdækkende undersøgelse blev Skagen kåret som byen med den bedste turistservice, og Sæby kom ind på andenpladsen. Det er vi i turistforeningen rigtig stolte af, og vi synes, at vores medarbejdere, som også omfatter det store korps af meget engagerede og dygtige lokale guider, gør det flot sammen med erhvervet.

Hvorfor lukker turistbureauerne så nu – og ikke først senere?

Da regeringen som følge af Covid-19 i marts lukkede landet ned, og der ikke var udsigt til at der kunne komme udenlandske gæster til Danmark før august måned, tog vi i bestyrelsen en beslutning med udgangspunkt i to overordnede opgaver:

Vi skal sikre foreningens økonomi – og det gør vi ved at opsige lejemålene så hurtigt som muligt og tilpasse driften til en ny, usikker situation. Vi må spare på pengene, og afvikling af lejemål, herunder to bekostelige fredede bygninger, leasingkontrakter og langfristede opsigelsesvarsler koster. Hvis vi som bestyrelse først efter højsæsonen eller fra årsskiftet begyndte af afvikle, ville udgifterne blive uoverskuelige og kræve al vores kapital. Det kan vi som ansvarlig bestyrelse ikke sidde overhørig.

Et andet vigtige aspekt af Turisthus Nords arbejde er dels at tiltrække samt servicere de gæster, der kommer til området. Forudsætningen for, at der er nogen at servicere med rådgivning er, at der er gæster på vores hoteller, på campingpladserne, på restauranterne og cafeerne, museerne, attraktionerne og så videre. Vi besluttede derfor at sætte en stor markedsføringskampagne i gang for at få vores del af det danske marked – kampagnen er finansieret med bidrag fra banker, fonde, erhvervsforeninger, handelsstandsforeninger, Frederikshavn Kommune samt Turisthus Nord. Det betyder, at vi kan have turbo på markedsføringen af vores kommune i resten året, så vi i fællesskab kan forsøge at minimere tabene ved mistet omsætning i den vigtige forsæson i april, maj og juni og forhåbentlig fastholde nogle arbejdspladser i vores erhverv.

Vi ville utroligt gerne have fortsat med den fysiske turistinformation – men situationen har gjort, at vi som bestyrelse har måttet overveje meget nøje, hvor vi bruger pengene. Skal vi være med til at sætte Frederikshavn Kommune på landkortet med intensiv markedsføring – eller skal vi bevare de fysiske bureauer. Vi har valgt det første, og det står vi som bestyrelse på mål for.

Selv efter afviklingen af de fysiske kontorer kommer turistforeningen formentlig ud af 2020 med et underskud. Men Turistforeningen Turisthus Nord fortsætter også uden aftalen med Frederikshavn Kommunen sit lokale arbejde med at servicere medlemmerne og det lokale turisterhverv med markedsføring, guideservice og i fremtiden med en endnu stærkere erhvervspolitisk røst.

Vi synes ikke at situation er ideel, men som det fremgår af ovenstående, er vi tvunget til at tage nogle valg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...