Poul Lindhard fortæller om sit liv i Skagen

SKAGEN: Albert Hansen var vejformand i Skagen kommune 1949-1978, og i en periode var han samtidig bestyrer af den kommunale Grenen Camping. Arbejdet bragte ham på cykel vidt og hyppigt omkring i Skagens natur, og tit havde han følgeskab af sønnen Poul.

Poul Lindhard Hansen blev på den måde fodret op med naturoplevelser fra barnsben, og da han samtidig fik færten af det fantastiske fugletræk, som finder sted ved Skagen, var han solgt.

Da han fik sin studenterhue i 1966, besluttede han at lave et naturhistorisk museum i Skagen.

Det var ikke en drøm, som udsprang af de glade rusdages overmod, men en fast og stensikker plan. Og han førte den ud i livet.

I starten af 1970’erne blev Skagen Fuglestation etableret.

I begyndelsen holdt man til i campingpladsens stuehus, men senere rykke Fuglestationen ind i den nedlagte Højen Station, og her blev Naturhistorisk Museum Skagen etableret i 1991.

Siden har Poul Lindhard, der blev uddannet som biolog, drevet museet på privat basis sammen med Sanne Christensen, der ligeledes er biolog.

Om vinteren har de undervist i Aarhus, men sommeren er blevet tilbragt på Højen Station, hvor fine udstillinger fortæller om Skagens fantastiske natur.

Der tilbydes også naturvandringer, hvor man kan jagte svampe eller urter til fremstilling af bjesk.

Registeret er stort, og det er virkelig imponerende, hvad man har kunnet sætte gang i uden at få en krone i offentlig støtte.

Tirsdag den 8. oktober kl. 19.30 kan man høre Poul Lindhard Hansen fortælle hele historien fra barndommen i Skagen til iværksættelse og drift af Naturhistorisk Museum Skagen.

Det foregår i Salen på Kulturhus Kappelborg. Der er gratis adgang, og alle er velkomne.

Skagen Lokalhistoriske Forening står som arrangør, og man skal ikke løse billet på forhånd – bare møde op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...