Frederikshavner-drengens vej til toppen af modens internationale hierarki

FREDERIKSHAVN: De sidste ti år af Erik Mortensens liv opstod et venskab mellem modeskaberen og Lone Bastholm, tidligere programchef og TV2-redaktør.

I 2001 skrev Lone Bastholm bogen "Erik - en bog om Erik Mortensen", som er et personligt portræt af mennesket, vennen, kunstneren, perfektionisten og skønhedselskeren Erik Mortensen, der døde i sommeren 1998.

Frederikshavn Bibliotek inviterer som led i Købstadsjubilæet til et foredrag om Erik Mortensen liv oprullet i en samtale mellem netop Lone Bastholm og NORDJYSKE-journalist Charlotte Rørth.

Samtalen vil føre os ind i den livsbane, Erik Mortensen fulgte fra barndommen i Frederikshavn, over læretiden i København og til hans utrolige karriere i Paris, hvor han begyndte som stik-i-rend-dreng, blev leder af et af byens største modehuse, La Maison Pierre Balmain og endte sin karriere som kunstnerisk leder af Jean Louis Scherrer.

Modeskaber Erik Mortensen er den dansker, som er kommet højest i modens internationale hierarki.

Det stod ikke skrevet på hans vugge, at han skulle ende som en af verdens dygtigste modeskabere.

Han voksede op i små kår i Frederikshavn, og endte som chefdesigner i Paris. Han gjorde ikke meget stads af sig selv og blev kendt for sine mange skønne kreationer til kvinder.

Han modtog Det Gyldne Fingerbøl i 1983, 1987 og 1994, det danske Ridderkors og den franske orden Chevalier des Art et Lettres.

Erik Mortensen har udgivet erindringsbogen »Ej Blot Til Pynt« og romanen »77.001 Nat«.

Damtalen afvikles på biblioteket tirsdag 18. september fra 19.30-21.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...