1800 elever i kommunen er med i GoCook-projektet

KOMMUNEN: Hvordan smager en burger eller en forårsrulle, når der ikke er kød i? Og hvordan er det nu lige med den nye

klimavenlige madpyramide?

Det skal flere end 1800 elever fra Frederikshavn Kommune undersøge, når de sammen med GoCook og 150.000 andre danske skolebørn går i skolekøkkenet for at eksperimentere med klimavenlige fødevarer og måltider i efterårets store GoCook-projekt.

Og det gør de netop i disse uger. Fordelt ove rhele kommunen er eleverne i gang - de første GoCook-projekter er gennemført og de sidste slutter først i næste uge.

GoCook, Coops madprojekt for børn og unge, har en mission om at skabe den første generation, der er bedre til at lave bæredygtig mad end deres forældre.

Et af GoCooks største projekter er Smagekassen, hvor næsten 6.500 skoleklasser over hele landet har bestilt en kasse fyldt med råvarer og undervisningsmaterialer.

Smagekassen bliver i år bestilt af 4 ud af 5 skoler og er denne gang pakket med blandt andet økologiske klimabønner og danske økologiske hvidkål og gulerødder, så eleverne kan tilberede danske forårsruller og eksperimentere med at lave burgerbøffer af bønner, når opskriften står på klima-lækre veggiesliders.

- Der er mange, der synes, det er svært at spise klimavenligt, men det behøver det slet ikke være.

- Vi vil gerne hjælpe børnene med at gøre en forskel for klimaet ved at tage de klassiske hverdagsretter og gøre dem 3 til

20 gange bedre for klimaet. Vi har madmodige børn med til at udvikle retterne, så vi håber, at børn i hele landet er ligeså klar til at prøve nye smagsoplevelser, siger Bente Svane Nielsen, der er projektchef for GoCook.

Det er 12. år i træk, at landets skoler kan bestille smagekasser hos Coop, og de 150.000 danske skoleelever, som skal arbejde med undervisningsmaterialet, skal både på opdagelse i bælgfrugternes farverige verden, lære om kødets klimaaftryk, madspild og så skal de selv svinge pander og paletkniv, når kassens mange råvarer skal tilberedes.

Kokken Gorm Wisweh er ambassadør for GoCook og har været foran kameraet i de mange film til årets Smagekasse.

- En af de gode ting ved GoCook er, at der ikke er nogen løftede pegefingre. Der bliver ikke prædiket om rigtigt og forkert.

- Vi giver børnene nogle indsigter og muligheder, og så kan de selv ta’ den derfra, siger Gorm Wisweh.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...