Varmt vejr gav os lyst til en tur på den anden side af Kattegat

FREDERIKSHAVN: Sommervejrets højtryk kunne aflæses i billetsalget på Stena Line-ruten Frederikshavn-Göteborg i de tre sommermåneder juni, juli og august.

Det var især endagsturene på de dansk-svenske ruter, der havde markant flere gæster i forhold til samme periode i 2017.

Hele 68 procent flere danskere stod til havs og tog en smuttur til Sverige, mens antallet af svenske gæster på endagsture til Danmark blev øget med 25 procent.

Flere danskere og svenskere droppede ferien sydpå og blev hjemme på grund af årets rekordvarme sommer.

Det gav anledning til flere smutture, og i den forbindelse har en rejse over Kattegat med Stena Line stået på ønskelisten.

Samtidig har den lave svenske kurs bidraget til at friste flere danskere til at besøge Sverige.

Det får smilet frem hos rederiet, som tidligere på året lancerede en ny vækststrategi for netop de dansk-svenske ruter, og det glæder Stena Line, at man allerede nu kan se positive resultater af rederiets millioninvestering.

- I disse år investerer vi et trecifret millionbeløb i ruterne på Kattegat. Målet er at løfte antallet af passagerer med særligt fokus på rejsende fra Sverige til Danmark, og sommerens positive trafiktal er opmuntrende i forhold til de mål, vi har sat, siger Tony Michaelsen, chef for Stena Lines ruter mellem Danmark og Sverige.

Et led i Stena Lines nye strategi er i høj grad et øget fokus på at få de svenske gæster til at genopdage og blive forelsket i Jylland på ny og minde dem om alle de oplevelser, der venter i Nord- og Østjylland.

Stena Lines mål for 2018 er, at 50.000 flere svenskere skal rejse med færgen til Jylland i løbet af året.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...