Marianne Isen
Fra venstre iværksætterkonsulent hos Erhvervshus Nord Kurt Ladefoged Nielsen og iværksætter med virksomheden CU-Analyse Lars Christensen. Privatfoto?

Efter at være stoppet i forsvaret har Lars Christensen, Skagen, etableret egen konsulentvirksomhed Comprehensive Understanding Analysis (CU-Analyse).

SKAGEN: Efter endt tjeneste i Forsvaret og international efterretningstjeneste med hemmelige operationer er Lars Christensen flyttet retur til Skagen. Han har nu etableret egen konsulentvirksomhed med hjælp fra Erhvervshus Nord, hvor han vil rådgive danske virksomheder om storpolitiske forhold og underliggende strukturer, så de er klædt på til at vækste på nye markeder.

Normalt ser virksomheder på, hvor skarp konkurrencen er og hvordan konjunkturerne og markedet ser ud, når de overvejer at gå ind i et nyt land eller region. Men der er andre mindst lige så vigtige spørgsmål, som virksomhederne bør stille.

Det mener Lars Christensen, som har mangeårig erfaring med efterretningstjeneste i NATO som leder og chef for operative analyser samt rådgivning ved NATOs operative hovedkvarter og i forbindelse med internationale missioner. Han har derfor et indgående kendskab til de politiske og faktiske forhold i lande uden for EU som Rusland, Østeuropa og De Arabiske Lande.

Der er andre og mere alvorlige forhold, som kan blive virkelige showstoppere for en virksomheds planer i udlandet, hvis man ikke tager højde for dem. Stormagtspolitik, det fysiske landskab, hybrid krigsførelse, organiseret kriminalitet, demografi med videre kan blive betydende faktorer. Forståelsen for disse forhold vil oftest være helt fundamental for at give ledelsen den bedste platform til at planlægge deres aktiviteter og få succes i udlandet, forklarer Lars Christensen.

Lars Christensen vil udbyde sin viden og ekspertise til danske virksomheder i sin konsulentvirksomhed Comprehensive Understanding Analysis (CU-Analyse). Han har dog ingen tidligere erfaring med at starte egen virksomhed, så han har fået vejledning hos Erhvervshus Nord, der rådgiver iværksættere i Frederikshavn kommune.

Erhvervshus Nord har været en rigtig god partner i min opstartsproces og været en fantastisk katalysator. Det er godt at have nogen at støtte sig op ad, for det er ikke ligetil at komme i gang, siger han. De seneste 12 år har Lars Christensen været udstationeret i fire lande med sin familie, hvor han har udført fortrolighedsstemplet arbejde for NATO og Forsvaret. Familien er nu flyttet retur til deres hus i Skagen efter endt tjeneste i efterretningstjenesten. Lars Christensen har via sit arbejde i NATO undret sig over, at der ikke er flere danske virksomheder, som er fuldt med på den vækstbølge, som hersker i EU i disse år, hvor man opdyrker nye markeder uden for EU.

Problemet var og er nok, at mange virksomheder anser springet for at være enormt risikobetonet. Den holdning forstår jeg, men sådan behøver det ikke at være, hvis man laver en grundig forståelsesanalyse, og her kan jeg hjælpe, forklarer Lars Christensen.

Med den rette forberedelse kan der være store vækstpotentialer for de danske virksomheder ved at opdyrke nye markeder i Rusland, Østeuropa eller den arabiske verden, vurderer Lars Christensen:

Opererer man i et af disse områder uden en dybere forståelse, vil man nok opfatte miljøet som en geleklump, som man aldrig rigtig kan holde fast i. Og man kan have svært ved at forstå den offentlige og private administration. På den anden sider er her store uopdyrkede markeder, fordi man gerne vil have del i Vestens goder. Hvis man som virksomhed forstår disse miljøer, vil usikkerheden ofte blive afløst af fascination og et markedspotentiale. Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har flere end 550 medlemsvirksomheder, og har en kontrakt med Frederikshavn Kommune om løsning af erhvervsopgaver. Husets specialiserede konsulenter yder vejledning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet. Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...