Skagen Bio har besluttet at støtte filmmageren Liv Lundholm med 9000 kroner

SKAGEN: Den lokale filmmager Liv Lundholm har fået 9000 kroner fra Skagen Bio.

Det skyldes, at hendes seneste dokumentarfilm Stjernerne i nord trak fulde huse, og biografen, der drives af frivillige, har derfor nu besluttet at give Liv Lundholm et økonomisk skulderklap.

Stjernerne i Nord har fokus på dagligdagen på byens beskyttede værksted Nordstjernen og dens brugere. Her på Nordstjernen var Liv Lundholm i praktik som pædagogstuderende, og hun fik lyst til at vise, hvor glade de ansatte er for at have et arbejde.

Samarbejdet mellem lokale Liv Lundholm og Skagen Bio startede tilbage i 2015, hvor biografforeningen sponsorerede Liv Lundholms første film Magic med 2000 kr.

Liv Lundholm har siden da produceret film om selvmord og vågekoner.

Alle film vist i Skagen Bio hvor en af biografens operatører, Peter Bro, har bistået Liv Lundholm i at gøre sine film klar til det store lærred.

- Stjernerne i Nord blev en smuk og rørende dokumentar som Liv og Peter fik klippet sammen til et portræt på 1½ time, fortæller formanden for Skagen Bio Kirsten Leth.

Skagen Bio tilbød Liv Lundholm og hendes stjerner gratis adgang til det store lærred.

Det har været en fantastisk succes med hele seks udsolgte forestillinger, og donationen er kommet fra billetindtægten. Biografens frivillige har også hjulpet ved forestillingerne, og i det hele taget vil biografforeningen gerne bakke op om filmtalentet fra Skagen.

Liv Lundholm blev meget overvældet over donationen og oplyser at den ene halvdel af pengene vil blive brugt til promovering af Stjernerne i Nord, så den kan blive vist ved diverse filmfestivaler.

Resten vil hun bruge til næste film som allerede er i støbeskeen.

- Det har været en stor glæde for Skagen Bio at følge Liv og hendes udvikling og vi ser frem til næste udspil fra det lokale talent, siger Kirsten Leth, der er formand for Skagen Bio.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...