Der indføres nu begrænsning for butikkers vare-udstilling i Skagen, som skal forhindre smittespredning.

I Skagen er det fra lørdag d. 2. maj 2020 og frem til foreløbig søndag d. 10. maj 2020 truffet en lokal aftale om, at butikker ikke vil udstille varer, ol. på gågaden i Skagen. Dette tiltag, der skal forhindre sammenstimlen ved butikker, er ét bidrag til at forhindre yderligere smittespredning i samfundet.

Beslutningen er truffet efter, at Nordjyllands Politi har haft en dialog med Frederikshavn Kommune, Skagen Handelsstandsforening og Turisthus Nord om netop gågaden i Skagen.

Konkret er der tale om, at forretninger i gågaden i Skagen, dvs. på et stykke af Sct. Laurentii Vej, på Havnevej og et stykke af Skråvej ikke vil udstille deres varer ol. ude foran butikken for at undgå, at for mange klumper sig sammen på gaden. Butikkerne har dog stadig mulighed for at opsætte ét reklameskilt.

Alle tager ansvar

Og vicepolitiinspektør John Henriksen fra Nordjyllands Politi er tilfreds med denne aftale, fordi handelslivet igen viser, at de tager et medansvar for den alvorlige situation, samtidig med at de får mulighed for at drive deres forretning i takt med, at samfundet gradvist genåbner sig.

”Ved ikke at tillade udstilling af varer i gågaden sikrer vi – så vidt det er muligt – bedst mulig plads og luft omkring de borgere, der befinder sig i gågaden. Samtidig motiverer dette ikke nogen til at stoppe op og se og mærke på varer med risiko for ikke at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand,” siger vicepolitiinspektør John Henriksen ved Nordjyllands Politi.

Skilte opsættes

Fra i morgen, 1. maj 2020, opsætter Frederikshavn Kommune desuden skiltning i og omkring gågaden, der gør opmærksom på reglerne, og at man skal undgå at forsamle sig i større grupper.

”Vi har sat initiativerne i værk for at hjælpe borgerne, de handlende og forretningsindehaverne til at overholde de gældende retningslinjer,” understreger vicepolitiinspektør John Henriksen fra Nordjyllands Politi, der tilføjer, at hensigten også er at undgå, at politiet må udstede et decideret opholdsforbud, hvis folk kommer til at stimle for tæt sammen.

Patruljering øges

Derfor har politiet også generelt i politikredsen massivt øget sin patruljering, hvilket betyder, at politiets patruljetjeneste jævnligt vil føre tilsyn med gåden i Skagen og påse, at reglerne overholdes.

Den lokale aftale betyder desuden, at der ikke opkræves stadepladsmidler i perioden, ligesom både Turisthus Nord og Handelsstandsforeningen bidrager til at gøre bl.a. byens gæster og de handlende opmærksom på, at man fortsat skal sprede sig.

Foreløbigt gælder aftalen frem til d. 10. maj 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...