Fra idé til handling er der ikke langt for Bente Sørensen, ejeren af det gamle skibsværft på havnen i Aalbæk, som sammen med andre interesserede er i gang med at søsætte et nyt spændende projekt i skibshallen.

Projektet er blevet døbt Havnebyen og tanken går ud på at det skal blive et inspirerende og aktivt samlingssted for lokale og gerne også turister. Havnemiljøet er et naturligt sted til at skabe nye aktiviteter på værftsområdet og give de lokale mulighed for at udvikle nye interesser i Aalbæk.

- Vi mangler et sted i Aalbæk, hvor man kan komme ind og dyrke sin hobby. Byen har behov for flere lokaler og derved fik jeg idéen til Havneby-projektet i skibshallen, fortæller Bente Sørensen. Men for at sælge konceptet besluttede jeg, at der skulle laves en model af Havnebyen.

- Sammen med Hildigunnar Olafsdottir (Dunna), Erni Schade og andre interesserede blandt kunstnerne fra ARTdeMar, gik vi i gang med at bygge en model af hallen i str. 1 til 10, fortæller Bente Sørensen. Vi har bygget det op i materialerne træ, bølgepap, masonit og karton. Vi har lavet de små enheder, som vi kan forestille os det kan komme til at se ud. Her bliver plads til små huse på 10 til 25 kvm, plus et flot køkken, kontorlokaler og toiletforhold. Der bliver også plads med små borde udenfor husene, så det giver torvestemning.

Husene kan opføres i forskellige farver og udformninger. Køkkenet kan lejes ud til madklub, bageklub og bruges som fællesspisning. Gruppen bag forestiller, at Havnebyen kan bruges til kunsthåndværk, atelierer, træ/metal drejer, modeljernbane, knallertklub, upcycling, butik, fotoklub, kontorer, foreninger, erhverv blot for at nævne nogle.

- Jeg forestiller, at lejerne giver et depositum svarende til hvad et hus vil koste og derefter en leje pr. måned, siger Bente Sørensen, der vil søge om støtte til etablering af projektet, blandt andet hos Underværker.

- I første omgang vil vi bygge et hus til den første lejer, som er Sussisvindue – salg af linoliemaling, fortæller Bente Sørensen. Så må vi se, hvordan det udvikler sig. Aalbæk er en lille by med et stort foreningsliv, hvor nogle måske har brug for et værested, så er muligheden der nu.

Skibsværftet har ikke været i værftsdrift siden midten af 2014. Der har været enkelte forsøg efter, med at bruge den store hal fra 1963 til basar. En tilstødende bygning udlejes med stor succes til kunstnergruppen ARTdeMar og en mindre hal har vinteropbevaring af lystbåde og er blevet brugt i forbindelse med Havnefesten. Der er en mindre træhal bagved, som bruges om sommeren til tag-selv-bogsalg. Desuden støder en charmerende velfærdsbygning op til de øvrige haller.

Bente Sørensen opfordrer interesserede til at kontakte hende, for at høre nærmere omkring projektet og få et indblik via modellen af Havnebyen i Skibshallen.

- Det skal være interessant og levende, at opleve Havnebyen i det rette miljø, slutter Bente Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...