Frederikshavn blev verdenskendt for at strikke huer til spillerne, da byen var vært for VM i kvindehåndbold i 2015. Der blev holdt strikkecaféer, og der blev strikket og lavet pomponer i byens ældrecentre og dagtilbuddet Gimle. Til december er Frederikshavn værtsby for EM i kvindehåndbold. Denne gang strikker vi sammen hver for sig

Næsten 100 strikkere var i gang med strikkepindene op til VM i kvindehåndbold i 2015. Der blev strikket på ældrecentre, i dagtilbuddet Gimle og i strikkecaféer på bl.a. biblioteket og i Arena Nord. 1.000 huer blev det til. Til december er Frederikshavn værtsby for EM i kvindehåndbold, og selv om verden er ramt af corona-pandemi og COVID-19 restriktioner, er strikkerne klar igen.

”Huerne var med til at få byens borgere til at være en del af VM i håndbold – og nu prøver vi igen at inddrage de strikkeglade borgere,” fortæller Jette Varmløse, der er udnævnt som Strikkeminister.

”Denne gang vælger vi at strikke huerne i de enkelte landes farver, og derfor strikker vi fx røde huer med røde/gule pomponer til de spanske spillere og blå huer med blå/gule pomponer til det svenske landshold. Huerne strikkes i perlestrik, og alle der vil være med i strikkeprojektet, skal strikke minimum tre huer,” fortsætter Jette Varmløse, der har designet mønstret.

Hent et gratis strikke-kit

Hvis du er interesseret i at strikke med, så kan du enten hente et strikke-kit med garnnøgler og strikkeopskrift hos Susanne i Strikkefeen i Søndergade, eller du kan få garn og opskrift leveret. Vi strikker sammen hver for sig, da vi i disse corona-tider ikke kan samles, men vi håber, at mange har lyst til at være med til at bidrage til, at EM-huerne igen bliver en del af håndboldfesten.

Per Malmberg, direktør i Arena Nord er glad for, at huerne igen bliver en del af EM-værtsskabet.

”Vi vil gerne levere værtsskab i verdensklasse, og det at give deltagerne en varm velkomst er vigtigt. Huerne bliver givet til spillerne i en velkomstpose, som er på hotellet, når de ankommer, og sammen med huerne er der en særlig velkomst på deltagernes eget sprog,” fortæller Per Malmberg.

”Uanset hvor mange tilskuere vi får lov til at være ved mesterskabet, så skal vi give vores gæster en god oplevelse, og vi skal gøre ALT, hvad vi kan, for at inddrage byen i værtskabet. Huerne er en af måderne, og vi har flere tiltag i gang, som involverer byens borgere,” fortsætter Per Malmberg.

De strikkede huer er blevet Frederikshavns signatur og symbol på værtskab i verdensklasse, og selv om det danske landshold spiller indledende EM-kampe i Boxen i Herning, skal de naturligvis ikke snydes: ”De danske spillere får naturligvis også en EM-hue – og det er selvfølgelig i de rød/hvide farver, så meld dig under fanerne og strik med,” slutter Jette Varmløse.

Fakta

»»Der skal strikkes 200 huer i nationalflagenes farver og med Frederikshavns lokale EM-logo

Følgende lande deltager i EM i Frederikshavn: Sverige, Spanien, Rusland og Tjekkiet

De strikkere, der deltager, skal strikke mindst tre huer hver

Garn og strikkeopskrift kan hentes i Strikkefeen, Søndergade 21, 9900 Frederikshavn

Ønsker man at få leveret garn og efterfølgende få de færdige huer hentet, kan man kontakte Jette Varmløse, Jette.varmlose@live.dk, mobil 2683 9955

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...