Louise og Peter Dronninglund fra Frederikshavn har udviklet en ny app - ”DateMinDude”, som de håber kan være med til at ændre på den overfladiske dating-kultur.

Louise fik ideen til DateMinDude i 2017, da hun ønskede et alternativ til den overfladiske dating kultur der herskede. Alt gik op i hvor flot et profilbillede man havde eller om man havde den rigtige punchline på sin profil.

- Jeg syntes, at hele konceptet med at man på tre sekunder blev enten til- eller fravalgt var ækelt. Flere var blevet meget ”tinder-trætte” og havde mistet tilliden til kærligheden, fordi det var blevet til en ”brug og smid væk” kultur. Man kunne få et hurtigt knald eller konkurrere med 10 -15 andre om at være den mest interessante, i håb om at det kunne føre til noget seriøst. Hvilket det sjældent gjorde, og til sidst havde man været igennem så mange mænd/kvinder at man ikke længere kunne finde ud af hvem man havde følelser for - og hvem man egentlig bare skulle bruge til et hurtigt fix fortæller Louise.

- Kvinderne jeg snakkede med, følte sig modløse og savnede de ægte følelser i dating. Jeg fik en god ide, efter et opkald fra en modløs veninde, der havde fundet ud af at hendes Date, som hun havde mødt igennem flere uger - havde gang i flere andre kvinder. Han skulle lige være helt sikker på, der ikke kom noget bedre. Kvinder er især jo super gode til at lave matches til deres veninder. De kender en god fyr og tænker - hvordan kan han være single, også selvom de ikke selv har følelser for ham. Kvinder vil gerne sætte deres single venner op med hinanden og ofte med rigtig god succes - fordi man ser noget de måske ikke selv ser, og kender sider ved dem, som de måske ikke selv lægger mærke til.

- Hvad nu hvis kvinder kunne hjælpe hinanden til at finde kærligheden var min ide? Og derfor besluttede jeg mig for at lave DateMinDude, som et socialt forum på Facebook, hvor kvinder kunne anbefale en god ven eller et familiemedlem der manglede en partner. En som de 100% kunne stå inde for, og som de vidste søgte noget seriøst.

DateMinDude app’en er kun for kvinder. Ideen er at en kvinde anbefaler en mandlig ven ved at uploade en profil af ham i app’en. En slags moderne version af Kirsten Giftekniv. For at kunne uploade en ven, skal man logge ind med sin NEM ID. Når man uploader, får man mulighed for at lave en beskrivelse ved hjælp af værdiord og interesser. Fyren får derefter tilsendt en mail til godkendelse af sin profil. De kvinder der ønsker at bruge app’en for at søge kontakt, skal betale et månedligt abonnement.

- Konceptet henvender sig til alle aldre. Vi har alle typer af brugere - lige fra den unge kvinde på 20-25 år - til den fraskilte alenemor på 44. Af mænd er det ligeså forskelligt. Vi ser at alle typer af mænd får chancen - og det er en af styrkerne ved konceptet. Det er ikke nødvendigvis den pumpede fyr med fed bil og store armbevægelser, der får flest henvendelser - men den fyr der ofte bliver overset, på trods af at han har verdens største hjerte og de fedeste værdier. Det er ikke baseret på udseende - og det er en af nøgletingene i appen, hvor man først får adgang til billederne af Duden, når man har læst og accepteret de værdiord og den tekst der er om ham. Man når derved at danne sig et indtryk af ham, før man ser billedet fortæller Peter Dronninglund, som udover at bruge al sin fritid på udviklingen af app’en sammen med et softwarehus i Asien, også passer sit arbejde som selvstændig tømrer.

- Vores mål er at få så mange brugere som muligt. Vi har en version to på tegnebrættet, hvor mændene kommer på samme platform, og hvor der vil blive udviklet udvidede chatforums, brevkasser, arrangementer, mulighed for datingråd og terapi hvis man oplever problemer med det at date, hvilket faktisk er et stort problem i dag. Vi vil gerne at det ikke blot fungerer som en dating app, men også som socialt forum, hvor hjæpefunktionen går længere ud. Og så håber vi også på at få konceptet til udlandet. Der er ingen tvivl om at folk har fået nok at overfladiske dating apps. Trenden og kulturen er ved at vende. Folk søger noget der er dybere - og her er vi banebrydende med DateMinDude - og indtil videre, den eneste af slagsen på verdensplan fortæller Louise Dronninglund.

Ægteparret har indtil nu investeret masser af kroner i udviklingen af app’en. Derfor følger de i øjeblikket spændt med i antallet af downloads på de forskellige platforme.

- Det har været utroligt spændende og hårdt at være med i udviklingen. Der er en masse udfordringer undervejs når man arbejder med personfølsomme data. Men vi har nogen gode samarbejdspartnere og nu venter vi spændt på, hvordan det går med downloads. Der er flere der har været interesseret i at købe sig ind i projektet, men vi ønsker indtil videre at drive det videre selv, og håber selvfølgelig på at det kan blive til en god forretning fortæller Peter Dronninglund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...