Campigngæsterne blandede sig med det mere officielle turistliv

AALBÆK: Campingpladsen i Aalbæk kunne forleden fejre 60 års jubilæum. I den anledning var der inviteret til reception lørdag 12. oktober og senere på dagen fest for campingpladsens gæster.

Det opstillede telt og den tilstødende samlingsstue blev hurtigt fyldt op med gæster, der ville fejre dagen sammen med lejrchef Lone Hede og personalet.

Pladsen gik for nogle år siden over, fra at være en FDM-camping, til DCU og hedder derfor nu DCU-Camping Ålbæk Strand. Lone Hede har været lejrchef i 5 år og i den tid har pladsen udviklet sig meget. Den har i højsæsonen tit haft skiltet ude med ”Alt optaget”. For et par år siden søgte Lone Hede om at blive en helårscampingplads og fik godkendelsen. Det har haft stor betydning både for pladsen og bymiljøet i Aalbæk.

Campingpladsen har 300 nummererede pladser + teltpladser, samt 20 hytter og mange faciliteter, som svømme sø, legepladser, badefaciliteter og fællesrum.

Til receptionen mødte mange campinggæster, fastliggere, venner af pladsen og repræsentanter for DCU, kommunen og turismen.

Lone bød velkommen og var glad for at så mange ville fejre dagen her på pladsen.

- Med den store opbakning jeg møder for jer campister der trofast kommer igen gang efter gang, så er det det hele værd. Tak til jer der altid er parate til at give et nap med, var nogle af ordene i Lones tale.

Campingpladsen blev etableret i 1959 på Holmegårdens jorde og opstod i privat regi. Det var Peter Jakobsen, Aalbæk, der fik idéen og med hjælp fra hans søn kørte de pladsen i en del år, inden den kom i FDM regi.

Sønnen Poul Jakobsen (i Aalbæk kaldet Polle) var inviteret til receptionen for at fortælle lidt om dengang. Han kunne fortælle at pladsen dengang, som i dagens målestok var meget primitivt, var der 60 pladser og de var stolte over at de faktisk fik 2 ud af 3 stjerner fra starten.

Kommunen var repræsenteret ved borgmester Birgit S. Hansen. Hun har selv gode minder fra pladsen som campinggæst. Hun har sågar viet et par ved søen, fortalte hun.

- Rammerne på en campingplads betyder meget, og her er rammerne i orden. Stedet er et aktiv for kommunen. Tak for indsatsen til DCU, Lone, personale og campinggæsterne.

Birgit sluttede sin tale med ordene: - Til jer der er på ferie – Ta´ nu og flyt herop. Det skabte en god latter i teltet.

Jubilæet fortsatte lørdag aften med fest i teltet med mad, hygge og musik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...