TØRST: Finske Karoliina Pekkala serverer cocktails ud fra nordiske råvarer såsom vodka fra Island og rom fra Danmark

SKAGEN: Når den nye cocktailbar Tørst åbner i maj vil den have et nordisk look. Bestyreren er finsk, og hun har bestemt sig for, at hovedparten af de cocktails, hun vil blande, skal indeholde nordiske råvarer. Cocktailen ”No Snow” indeholder for eksempel dansk hvid chokolade rom og cocktailen ”I wish it was summer” har Reyka Vodka fra Island og Kyro Pale Bitter fra Finland.

- For den nordiske spiritus er af høj kvalitet, og samtidig synes jeg, gæsterne skal have en oplevelse af at prøve noget ny, når de bestiller en cocktail på Tørst, siger lederen af Cocktailbaren på Havnevej.

Karoliina Pekkala har 12 års erfaring som bartender herunder otte år med specialet cocktails. Hun flyttede for et år siden fra Århus til Skagen sammen med sin mand Krestian Nilsson, der er kok på Brøndums Hotel.

- Jeg er rigtig glad for at bo i Skagen med min kæreste og vores lille barn. Det er dejligt at bo i en mindre by, når man er en lille familie.

Det er indehaver af Jakobs Bar & Café, Jakob Sund, der sammen med Nicklas Lennert ejer Tørst. De har givet Karoliina Pekkala meget stor indflydelse på alt, hvad der har med Tørst at gøre. Hun er eksperten og skal drive stedet sammen med fem udlærte bartendere. Hun har udviklet flere af de cocktails på kortet til Tørst, men der også vil være mulighed for at få en fadøl, eller en gin og tonic, hvis man er mere til den slags nydelse.

Karoliina har også en mening om, hvordan stemningen skal være i baren. Den skal være stille og rolig, et sted, hvor man kan snakke sammen.

- Her kan man mødes med en date eller med sine venner før man skal ud og spise aftensmad eller hygge sig med en drink efter en dejlig middag.

Der bliver plads til 100 gæster, som kan sidde både inde og ude, og interiøret bliver også skandinavisk. Ligesom navnet med det danske ø.

- Navnet Tørst dukkede bare op en dag, og så syntes vi navnet er det rigtige og netop signalerer, at det er en bar, siger indehaver Jakob Sund.

Karoliina Pekkala glæder sig til at byde gæsterne velkommen og håber på, at barens gæster har lyst til at prøve andre cocktails end dem, man kan få mange steder.

- Man kan selvfølgelig få nogle af klassikerne, men min plan er, at sige til en gæst, at hvis du sætter pris på den slags cocktail, så synes jeg, du skal prøve den her, som kun vi har på kortet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...