Selvom det knap er blevet forår, så har vi på Kappelborg længe været i gang med at planlægge efterårets teaterforestillinger og koncerter. I sidste uge blev således koncerten med Hjalmer torsdag d. 8/10 offentliggjort, og senest er en koncert med CHIEF 1 lørdag d. 10/10 faldet på plads. Billetsalget til sidstnævnte åbner dog først tirsdag d. 17/3.

- Vi glæder os rigtig meget til begge koncerter – og med Hjalmer bliver der jo tale om et gensyn”. Sådan lyder det fra kulturhuset, der i oktober i fjor også havde Kim Larsens søn på tapetet. ”Sidst oplevede vi ham som duo – denne gang er det med fuldt band, så det bliver en endnu federe oplevelse”. Hjalmer blev ved uddelingen af GAFFA-Prisen 2020 festens vinder. Ikke mindre end 4 priser løb den unge musiker med: Årets Danske Pop-udgivelse, Årets Danske Solist, Årets Danske Sangskriver og Årets Danske Udgivelse. ”Det er jo vildt imponerende, og vi forventer da også, at salen bliver godt fyldt denne aften” ligesom sidste Hjalmer-koncert hurtigt blev udsolgt.

Det er derimod første gang, at CHIEF 1 gæster Skagen, og det er da også første store turné for CHIEF’en selv, der efter mange år som producer og sangskriver, sidste år for alvor trådte i karakter som solist. Danmark oplevede ham for alvor slå sig ud som sanger i TV2’s ”Toppen af poppen” 2019, hvor hans fortolkninger blev den helt store overraskelse. Særligt versionen af Medina’s ”Synd for dig” var et kæmpehit hos seerne og blev den mest omtalte på TV2´s Facebook side. - I sommers udgav CHIEF 1 i duet med Thomas Buttenschøn singlen ”Alt er godt”. Singlen blev et vaskeægte kæmpehit og blev ydermere kåret af P4’s lyttere til årets sommerhit. ”Det bliver en rigtig glad pop-fest denne aften, så på med danseskoene og afsted” slutter Kappelborg, der også denne aften forventer en rigtig publikums-basker, når CHIEF’en med band fortæller og synger om et 30-årigt liv i dansk musik.

Om succes, nedture, mørke og lys, kærlighed og lykke, og om at det aldrig er for sent at følge sine drømme og håb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...