Dansk Folkehjælp søger frivillige til arbejdet i genbrugsbutikken

FREDERIKSHAVN: Dansk Folkehjælp i Frederikshavn har fokus på at hjælpe nærområdet.

Blikket er rettet mod Frederikshavn Kommune, hvor lokalafdelingen hjælper familier og børn, der har bug for hjælp og støtte.

Dansk Folkehjælp får en stor del af midlerne til indsatsen fra genbrugsbutikken, Rådhus Alle 50.

- Her modtager og sælger rent og velholdt tøj, sko, tasker, bælter, smykker, brugskunst og legetøj, siger butiksansvarlig Brita Andersen.

Hun kunne godt bruge lidt flere hænder til dette arbejde.

- Vi har brug for frivillige - ikke mindst mænd. Så har du nogle timer til overs og lyst til at være en del af et godt og uhøjtideligt fællesskab, så kig ind i butikken, siger Brita Andersen.

Som frivillig får man mulighed for at bruge sine kompetencer i en butik med mange forskellige arbejdsopgaver.

Man bliver en del af et fællesskab, hvor samvær og godt humør prioriteres, og indsatsen vil bidrage til, at børn og unge fra økonomiske trængte familier i Frederikshavn kommune kan få en hjælpende hånd.

Dansk Folkehjælp i Frederikshavn har særligt fokus på tre aktiviteter.

Det gælder hjælp til sommerferie, julehjælp samt økonomisk støtte til børns fritidsaktiviteter.

Sidste år fik 182 familier julehjælp, 101 deltog på Dansk Folkehjælps sommerferie på Fænøsund og 66 familier i Frederikshavn kommune fik 206.000 kr. i økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...