Hvis du undrer dig over, hvorfor vore gamle røde brandhaner, der for et par år siden blev malet blå i øverste halvdel og nu i de seneste uger har fået en gang gul maling på toppen, så indikerer det, at den bliver fjernet.

I takt med, at der er kommet nye, mindre vandkrævende slukningsmetoder, og de fleste brandslukninger kan udføres med vand fra brandkøretøjerne, bliver de mange brandhaner overflødige, oplyser Morten Sørensen der er beredskabsmester hos Nordjyllands Beredskabs afdeling i Frederikshavn.

I Frederikshavn Kommune findes cirka 650 brandhaner, heraf anvender og vedligeholder Nordjyllands Beredskab nu kun de 55, der har den fornødne kapacitet og som stadig står helt i rødt.

De resterende cirka 600 rød og blå brandhaner er blevet overdraget til Frederikshavn Forsyning, som i første omgang har kontrolleret alle for tæthed og sikret, at de ikke påvirker vandkvaliteten.

Hvis ikke brandhanen er forsynet med en kontraventil, der forhindrer tilbageløbet af stillestående og bakterieholdigt vand, vil det løbe tilbage i ledningsnettet.

Langt de fleste brandhaner - de med gul markering - vil løbende over de næste par år blive fjernet, siger ingeniør hos Frederikshavn Forsyning, Rasmus Pedersen.

- Da vi stadig skal benytte nogle haner til udskylning af ledningsnettet efter eksempelvis ledningsarbejder, vil vi beholde nogle ganske få, der er placeret på strategisk vigtige steder i kommunen.

De karakteristiske røde brandstandere vil således indenfor en overskuelig fremtid blive fortid i bybilledet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...