Rumlepot åbner med tøj til alle børn

SKAGEN: Lørdag 6. april åbner Skagens nye børnetøjsbutik Rumlepot med et brag og besøg af Drifting McDean & Venner.

De to skagboer Lisa Jørgensen og Lasse Røntved har taget springet, og åbner nu Skagens nye børnetøjsbutik på adressen Sct. Laurentii vej 67.

Begge er de kendt i butiksverden, Lisa som butikschef i Vero Moda og Lasse fra Det lille Kaffehus.

Lisa og Lasse danner par privat, og har 2 små piger.

De er derfor bekendt med denne verden af børnetøj, og har sammen rigtig mange års erfaring inden for butiksbranchen.

Det var derfor oplagt, at det var den vej de to skulle gå.

Butikken kommer til at rumme tøj fra str. 50-152 (0-12 år) og priser alle kan være med på.

Det har været vigtigt for Lisa og Lasse, at finde mærker og tøj som ikke lå helt i toppen af prisstigen.

- Det er vigtigt for os, at have tøj til alle børn – derfor har vi forsøgt at ramme bredt, siger de begge.

Lørdag åbnes døren for første gang, og det bliver et brag af en fest..

Lisa og Lasse glæder sig specielt til at byde Drifting McDean og venner velkommen til Skagen.

De har tidligere selv stiftet bekendtskab med bilerne og da åbningsprogrammet skulle planlægges var de ikke i tvivl om at Drifting McDean og hans kammerater ville bringe glæde hos byens mange børn.

Den fartglade bil og hans rustne ven er at finde foran butikken fra kl. 12-16 på åbningsdagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...