Læs nyeste kapitel i serien om arkitektur i Skagen her:

SKAGEN: Af Hans Nielsen

Kongerne

Statsmagten anerkendte i høj grad Skagens strategiske beliggenhed, og ingen regent var blind for det faktum, at skibsforlis i hobetal var med til at skabe en robust økonomi på stedet – og dermed et afkast til staten.

Disse forhold krævede dog på ingen måde kongernes personlige tilstedeværelse, og vi skal langt frem i historien, før en konge sætter foden i fiskerlejet. Chr. III havde ganske vist byen plottet ind i rejseplanen både i 1546 og 1552, men han nåede aldrig så langt. Det lykkedes derimod for Chr. IV, der en klam januardag i 1598 kom sejlende fra Haderslev og overnattede hos sognepræsten Poul Nielsen Guldsmed.

Der gik så 225 år, før der atter var en regent i byen. Både Frederik VI og Chr. VIII var et smut forbi, men mest gny står der om det besøg, som Frederik VIII og grevinde Danner aflagde i 1852.

Hele deres Jyllandsrejse var et triumftog, som kulminerede med det store middagsgilde ved Byfogedboligen i Plantagen, hvor kongens medbragte taffeldækkere var ved at gå fra koncepterne, da hans majestæt pludselig ville intage maden i det grønne.

Christian X

Hvor om alting er, var majestæterne generelt i allerhøjeste grad på træk, og det blev først med Christian X, der for alvor kom kongerøgelse til byen. Mens han stadig var prins og gjorde tjeneste ved 3. dragonregiment i Aarhus, dukkede han op i Skagen til bal og champagne på Brøndums Hotel.

Da han senere gaflede prinsessen af Mecklenburg, blev besøgene endnu hyppigere, og det var som konge af Danmark, at han bad Ulrik Plesner tegne en sommerbolig, der blev foræret til dronning Alexandrine som en bryllupsdagsgave i 1914.

Klitgaarden

Plesners trefløjede bygning faldt i majestætens smag. Det var perfekt: tyve skridt fra stranden og tusind skridt fra Klitplantagen, hvor kongen som ivrig jæger kunne vandre i timevis med hund og bøsse.

Han var dog knap så begejstret for, at arkitekten genbrugte skabelonen, da han senere skulle bygge Skagen Sygehus og Brøndums anneks Admiralgården.

Byggeriet af Klitgaarden satte et bemærkelsesværdigt skub i en syndflod af prægtige sommervillaer til folk fra de højere rangklasser. Havde disse nye husejere sat næsen op efter et hofliv i sus og dus, blev man dog skuffet.

Byens embedsmænd fik en frokost forår og efterår, og vennerne fra Skagen blev budt til middag på Klitgaarden en gang om året.

Kongelig afslapning

Alt var rimeligt afslappet. De kongelige var altid klar til en snak med folk fra byen, men ellers passede man sig selv. Der blev læst og broderet, og selv om man havde blåt blod i årerne, kunne man godt male stakittet, slå græsplænen eller rense afløbet fra balkonen.

Journalisterne holdt sig stort set på måtten, men da dronning Alexandrine i 1937 blev opereret for tarmslyng på Skagen Sygehus, kunne man ikke holde sig i skindet længere. Det væltede ind med bladkorrespondenter og pressefotografer, så samtlige byens hoteller måtte melde alt optaget.

Refugiet

Da først kong Christian X og senere dronning Alexandrine afgik ved døden, blev Klitgaarden med flid og fornøjelse benyttet af arveprins Knud og Caroline Mathilde. Deres børn skulle imidlertid ikke nyde noget, så bygningen blev solgt, totalrenoveret og genopstod i 2000 som refugium for kunstnere og videnskabsfolk.

Præsterne

Rundt om i landet ligger der prægtige præstegårde, som har huset prælater gennem generationer. Moseby præstegård på Falster er et firlænget bindingsværkshus med stråtag fra 1596. Her bor der stadig en præst.

I Skagen var tingenes tilstand en ganske anden.

Visseligt har skagboerne i perioder været de rene nomader, som sand, vind og vand har kostet rundt med. I den henseende holdt Vorherre holdt ikke hånden over stedets præster, og de har i høj grad fristet den samme kummerlige tilværelse som den menighed, de var hyrder for.

Jammer og armod

Den generelle armod var også årsagen til, at der i århundreder ikke fandtes nogen egentlig præstegård i Skagen.

Christen Pedersen var præst i Skagen i 1500-tallet, og han jamrede sig til biskoppen over, at der ingen præstegård var til ham. Menigheden og byens styre var magtesløs, for de havde simpelthen ikke midlerne til at bygge nyt, og knap nok skillinger til at vedligeholde det, der dog var bygget.

Historien gentager sig i mange efterfølgende årtier, og det nyttede ikke, at præsterne indstævnede kirkeværgerne. Byen var dybt forgældet og magtede på ingen måde at løfte opgaven.

I 1723 kastede man håndklædet i ringen og solgte det, der blev kaldt præstegården – en lejet beboelse bygget af fjæl - for 62 rigsdaler, og i de efterfølgende 137 år måtte byens præster opholde sig i forskellige lejede boliger. På den måde har der boet præster i Toldergården, Rolighed og i kaperkaptajn Westenholtz’ bolig ude på heden.

I 1860 erhvervede man gæstgiver Rasmus Holsts købmandsgård, der var bygget i 1843. Præsten Anders Larsen Bruun (1820-1904) var den første, der smed slæberne ind. Yderligere seks præster fristede skæbnen på matriklen, men fugtproblemerne havde efterhånden gjort præsteboligen sundhedsfarlig. Vandet drev ned ad væggene, og man henvendte sig derfor til kirkeministeriets bygningskonsulent, arkitekt Carl Vadsager Heilesen (1882-1948).

Heilesen

Arkitekt Heilesen havde fået næringsbrev som tømrer i 1914 i Vraa, hvor han samtidig byggede villa og værksted. Han tegnede mange statshusmandsbrug i Vildmosen i udstykningstiden, og han skitserede en ny præstegård i Skagen med fire store værelser, to entreer og arkiv i stueetagen samt syv værelser og badeværelse på 1. sal. Beslutningen om byggeriet blev truffet den 22. april, den 12. august var der rejsegilde, og den 14. december blev præstegården afleveret til den nye præst, Chr. Bach Jepsen.

Konfirmandstuen

Man beholdt et af de små bindingsværkshuse fra købmandsgårdens tid. Her var Skagens Bibliotek blevet startet i 1868, og her havde der været konfirmandstue.

Menighedsrådet besluttede i 1972 at nedrive bindingsværksbygningen og i stedet opføre en ny garage til præsten. Sagen vakte en smule debat i byen, og på et tidspunkt var der tale om, at huset skulle flyttes til Skagens Fortidsminder på Svallerbakken. Så vidt kom det ikke, huset blev jævnet med jorden.

Kapellanboligen

I 1949 byggede menighedsrådet en kapellanbolig på Museumsstien 7, hvor man installerede den nyudnævnte kaldskapellan Ramskov Pedersen. Præsteboligen blev tegnet af arkitekt Christen Justesen senior. Estrup Jensen flyttede ind i 1961, men da havde menighedsrådet allerede et par år forinden købt grund på hjørnet af Skagavej og Spliidsvej med henblik på at opføre en ny præstebolig på stedet. Præstefamilien måtte altså snart atter pakke flyttekasserne, og huset på Museumsstien blev solgt til fiskeskipper Kaj Søholm Sander, der trawlede med S. 170 Bonita.

Tiden på Skagavej blev også kort for familien Estrup Jensen, thi snart blev husfaderen sognepræst, og så gik turen hen i den egentlige præstegård på Sct. Laurentii Vej.

I slutningen af 1970’erne byggede man præstebolig og konfirmandstue i Bankekvarteret. Den er senere blevet opgivet, og boligen på Skagavej blev kasseret til fordel for et nybyggeri et stenkast længere mod vest. Til sidst røg også Heilesens præstegård, som nu er privatbolig af et ganske anseligt omfang.

Svenske præster

Den svenske sømandskirke blev indviet i 1925, og i 1949 kastede Kyrkliga Byggnader för Kustfiskare i Utlandet sin kærlighed på huset beliggende på Vestre Strandvej 40. Huset fik navnet ”Bohuslän” og er fortsat bolig for de præster, der virker ved sømandskirken.

Bygningen blev opført i 1912 for skipper Johan Christensen, der sejlede i mangfoldige år på paketfarten mellem Skagen og København. Han solgte det i 1919 til den svenske vicekonsul Ture Hagberg fra hermetikfabrikken. Den røg på tvangsauktion i 1921, og var efterfølgende bolig til 1949 for fiskeeksportør Lars Kruse Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...