Børn fra Skagen bager til fordel for BørneTelefonen

SKAGEN: Oktober måned bliver atter fyldt med velduftende bagværk, når knap 80.000 børn og unge over hele landet kaster sig ud i diverse bageprojekter til fordel for BørneTelefonen.

Der vil blive pisket, bagt og dekoreret efter alle bagekunstens regler, når Bag for en Sag endnu en gang løber af stablen.

Børnehaven Pilekrattet i Skagen vil endnu engang deltage i Bag for en Sag.

- Vi afholder et forældrekaffe-arrangement 26. oktober. Børnehaven bager en enkelt kage, men ellers har vi en masse engagerede forældre, der medbringer en kage, og så stiller vi det op a la Sønderjysk kagebord - og så kan alle donere det, de har mulighed for, fortæller Else Marie Nielsen fra Børnehaven Pilekrattet, og tilføjer:

- Vi er med i Bag for en Sag, fordi vi gerne vil fortælle vores børn, at der er andre børn, som ikke har det lige så godt, som de har.

Dermed er børn fra Skagen med til at sørge for, at endnu flere børn og unge i Danmark kan få rådgivning på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der er blevet afholdt siden 2005, som giver mulighed for at have det sjovt med at bage, tale om de problemer, der kan fylde hos børn - og hjælpe.

- Vi er rigtig glade for, at så mange børn i hele landet bakker op om Bag for en Sag, og hjælper os med at sørge for, at endnu flere børn har mindst én voksen, der lytter og hjælper. BørneTelefonens frivillige rådgivere er der for børn og unge, når livet slår knuder, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

BørneTelefonen havde sidste år 50.000 samtaler med børn og unge om alt fra kærlighed og uvenskab til mobning, forældrenes skilsmisse og overgreb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...