TOIL ’N’ MOIL kandidat i den nordjyske innovationskonkurrence Tag Fat

KOMMUNEN: Med produktion af bæredygtigt arbejdstøj og et unikt pantsystem for returnering af det brugte tøj er TOIL ’N’ MOIL kandidat i den nordjyske innovationskonkurrence Tag Fat, der sætter fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Vi kender alle til pantsystemer, hvor vi indleverer vores brugte plastikflasker og dåser eller vores brugte mobiltelefon til genbrug.

Nu kan virksomheder også aflevere deres brugte arbejdstøj, som indgår i et cirkulært koncept hos virksomheden TOIL ’N’ MOIL i Frederikshavn, der har lanceret en tøjlinje for bæredygtigt arbejdstøj baseret på økologisk bomuld.

En arbejdsjakke lavet af genbrugte plastikflasker er også på vej. Tøjet er bæredygtigt uden at gå på kompromis med komfort og slidstyrke.

- Der manglede et bæredygtigt alternativ inden for arbejdstøj, som er i tråd med den bæredygtighedsdagsorden, som fylder mere i virksomhedernes forretning.

- På en enkel måde kan virksomheder optimere deres CSR-strategi ved at vælge bæredygtigt arbejdstøj. De store brands har måske en enkelt T-shirt eller lignende, som er lavet af genbrugspolyester, men de har ikke en konsekvent holdning til det, som vi har i hele vores værdikæde, siger administrerende direktør Dennis Conradsen, stifter og medejer af TOIL ’N’ MOIL. Virksomheden har samarbejdet med designer Signe Rødbro i forbindelse med produktionen af første kollektion.

Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord mener, at TOIL ’N’ MOIL klikker ind i et vigtigt emne, som samtidig kan være en god forretning:

- Der er sket et skifte i ledelse fra kun at have fokus på den økonomiske bundlinje til at se mere bredt på også at have en ordentlighedsbundlinje herunder at tage et bæredygtigt, etisk og socialt ansvar. TOIL ’N’ MOIL har skabt et produkt og et værditilbud til virksomhederne, som taler lige ind i dette, så det kommer på det helt rette tidspunkt, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...