Elever i Offentlig Administration fra Frederikshavn Handelsskole stod bag konference

FREDERIKSHAVN: Bæredygtighed - fra tanke til handling var titlen på konferencen, der blev holdt i Maskinhallen torsdag den 6. februar.

Eleverne i Offentlig Administration fra Frederikshavn Handelsskole stod bag arrangementet, der er en tilbagevendende del af det sidste skoleforløb.

Dette års tema er højaktuelt - klima og bæredygtighed præger den politiske dagsorden og optager derfor mange mennesker og virksomheder.

Dagens oplægsholdere var tre lokale Frederikshavnske virksomheder: Easy Recycle, Scandic og Toil ’n’ Moil, som alle fortalte om, hvordan de har implementeret bæredygtighed i deres virksomheder.

Virksomhederne har alle forskellige tilgange til bæredygtighed og deres oplæg var til stor inspiration.

Deltagerne fik et indblik i, hvordan en bæredygtige tankegang kan realiseres gennem handling.

De fleste af konferencens deltagere var elever fra FGU Vendsyssel, som også til dagligt arbejder med bæredygtighed på linjen miljø og genbrug.

Herudover deltog repræsentanter fra kontorelevernes arbejdspladser: ATP, Frederikshavn Kommune og Søværnet.

Efter sloganet ”fra tanke til handling” bidrog alle deltagerne, gennem deres fremmøde, til en bæredygtig handling.

Ved hjælp af de indsamlede sponsorater er der nemlig, i bæredygtighedens tegn, investeret i plantning af 55 træer, som udgør antallet af alle konferencens deltagere.

Beplantningen varetages af den almennyttig organisation Plant et træ, der siden 1988 har plantet mere end 1,5 mio. træer i Danmark. Ét enkelt udvokset træ kan gennem sin levetid optage op til 5 tons CO2. En dansker udleder i gennemsnit cirka 17 tons CO2 om året.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...