På havnen i Ålbæk har Sussi Skougaaard åbnet en lille butik med linoliemaling.

Sussi fortæller, at hun altid har haft et stort ønske om, at få sin egen butik, men vidste ikke hvad det skulle være for en. - Men med inspiration fra et norsk magasin, med en artikel om en lille butik i en gammel lade og min store interesse for gamle vinduer, og manglen på linoliemaling, i Nordjylland, indså jeg, at en af bygningerne på havneområdet i Ålbæk var en mulighed, forklarer Sussi Skougaard.

Via Instagram fandt Sussi, Ottosson Fârgmakeri, som laver linoliemaling i den bedste svenske kvalitet, som hun nu er forhandler af. Da Sussi besøgte producenten Gunnar Ottosson i Sverige, kunne hun kun være enig med ham, da han udtalte: ”Mine øjne ser alt for meget plastic og sort/hvide farver, det må vi lave om på”.

- Jeg vil gerne åbne danskernes øjne, for de mange anvendelsesmuligheder der er med linoliemaling, som er en bæredygtig, naturlig og åndbar maling når træværket skal holde længe, fortæller Sussi Skougaard.

Sussi arbejder til dagligt i hjemmeplejen, men har et stort ønske om på sigt, at kunne leve af at sælge linoliemaling.

Man kan besøge Sussis vindue på havnen i Ålbæk, hvor der er åbent torsdag og fredag far 12 til 17 og lørdag fra 10 til 13.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...