KOMMUNEN: Nye stier, der gør det nemt at tage på vandretur i naturen. En fælles have, hvor lokale borgere får viden om biodiversitet og skaber mere vild natur. Friluftsaktiviteter i naturen for unge med fokus på fællesskab og trivsel.

Det er tre bud på projekter, der kan søge om tilskud fra tre nye puljer fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet.

Der er 11 millioner kroner på højkant til projekterne.

- Alle i Danmark skal have glæde og gavn af natur og friluftsliv. Derfor ønsker Friluftsrådet at skabe bedre rammer for friluftsaktiviteter og styrke formidlingen af naturen. Her kan lokale ildsjæle og frivillige foreninger gøre en vigtig forskel, siger Niels-Christian Levin Hansen, der er formand for Friluftsrådet.

Helt konkret er der tale om tre forskellige puljer.

Den første hedder ”Flere ud i naturen”. Her kan der søges om tilskud til fysiske tiltag og oplysningsmaterialer, der gør det nemt og attraktivt for flere at dyrke friluftsliv i naturen.

Den anden pulje har fået navnet ”Fordybelse i naturen”. Her støttes projekter, der aktivt formidler naturen og styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper - særligt børn og unge.

Den tredje nye pulje hedder ”Sammen i naturen”, og yder tilskud til friluftsaktiviteter, der styrker fællesskaber og trivsel i naturen.

Der er frist for ansøgninger til de tre nye puljer 15. februar 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...