Der er Blinky Bill og ”rocky” Rush på plakaten

SKAGEN: Skagen Bio byder på søndag og i næste uge på nye film for børn og resten af familien med og for musikelskere.

På søndag eftermiddag, 18. august, vises animationsfilmen Blinky Bill på Eventyr.

Blinky Bill er en koala med en stor fantasi - en rigtig eventyrer hvis store drøm er at forlade sin lille hjemby og følge i sin fars fodspor som opdagelsesrejsende. Hr. Bill forsvandt i ødemarken for noget tid siden, og Blinky er den eneste, der stadig tror på, at hans far er i live. Da Blinky finder et mystisk spor, tager han på et vildt eventyr gennem Australiens ødemark for at få ham tilbage. På vejen bliver han venner med Nutsy, en Koala fra zoologisk have, og Jacko, et nervøst firben. Et umage trekløver der er tvunget til at arbejde sammen, hvis de skal komme sikkert gennem ødemarken.

Canadisk rock

Onsdag aften i næste uge, 21. august, vises en dokumentar- og koncertfilm med den legendariske canadisk rockgruppe Rush: Cinema Strangiato.

Filmen som blandt andet indeholder koncertoptagelser, kig bag scenen, interviews og historiske optagelser, vises samme dag i biografer over hele verden.

Blandt koncertoptagelserne er flere fra Rush’s store turne i anledning af gruppens 40 års jubilæum – R40 Live.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...