Klar til en frisk tur fra hjemmet i Vejle til Skagens gren

KOMMUNEN: Motionsløber Anders Gæraa Petersen er klar til at snøre sine løbesko forsvarligt inden han kaster sig ud i et nyt løbeprojekt.

Det er en af de lidt længere løbeture, Vejlenseren har sat sig for at håndtere - ja faktisk bliver det hans livs længste løbetur – og i den gode sags tjeneste.

Han har sat sig for at løbe fra hjemmet i Vejle til Skagen.

Det er en distance på i alt 282 kilometer, som han løber i ugen op til det landsdækkende virtuelle event CoolUnite RUN, arrangeret af løbefællesskabet Runners DK.

Formålet med CoolUnite RUN er at samle penge ind til CoolUnite Fonden.

- Jeg har valgt at tage udfordringen op. Jeg har evnen til at løbe. Jeg løber bestemt ikke mere stilfuldt, hurtigere eller længere end så mange andre, men jeg er rask og kan flytte benene.

- Jeg vil gerne se, hvor langt jeg kan løbe, og hvor meget jeg kan presse mig selv.

- Sidste år deltog jeg for femte år i ”Stafet for Livet” på Vejle Atletik Stadion, hvor jeg rundede de 100 kilometer.

- I år har jeg valgt at støtte op om CoolUnite Fonden og deres fantastiske formål med at støtte, udvikle og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn.

- Derfor vil jeg nu samle penge ind ved at løbe de 282 kilometer siger Anders Gæraa Petersen.

Pengene kommer gennem sponsorater og alle pengene går ubeskåret til CoolUnite Fonden.

Anders Gæraa Petersen forventer at løbe i mål, på Grenen, fredag 6. november kl. 14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...