Har fået nyt job i København i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Børne- og undervisningsministeriet

FREDERIKSHAVN: Anders Broholm udtræder 1. februar 2020 af byrådet i Frederikshavn Kommune.

Han har fået nyt job i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Børne- og undervisningsministeriet i København, hvor han skal arbejde med de gymnasiale ungdomsuddannelser på nationalt plan.

- Det har været en svær beslutning, men efter 14 år som politiker er det tid til at begynde et nyt kapitel i mit liv.

- Jeg var kun 21 år gammel, da jeg begyndte som politiker, og jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være politiker i hele mit liv.

- Jeg glæder mig helt vildt til at prøve kræfter med noget nyt, og det kan ikke forenes med at være aktiv i politik, siger Anders Broholm, der har sidste byrådsmøde 29. januar 2020.

- Jeg har haft helt utrolig mange gode oplevelser i politik og er stolt over at have bidraget til udviklingen i Frederikshavn Kommune.

- Særligt har det været en stor fornøjelse at være udvalgsformand gennem 10 år først for sundhed og siden for kultur/fritid. Jeg er taknemlig for den store opbakning, jeg har oplevet gennem mit politiske arbejde og jeg glæder mig til at få sagt ordentligt tak for samarbejdet til de mange, jeg har arbejdet sammen med. Det har jeg heldigvis januar måned til, siger Anders Broholm.

Venstres gruppeformand i Frederikshavn Kommune, Mette Hardam, takker Anders Broholm for indsatsen gennem mange år.

- Juleforberedelser er mange ting – i år skulle jeg forberede mig på, at Anders Broholm ikke længere skal være min fortrolige sparringspartner i forhold til politik.

- Det er lidt af en mavepuster og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde fortsat samarbejdet med Anders.

- Når det er sagt, så må jeg også erkende, at jeg godt vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før drømmejobbet bød sig og jeg glæder mig på hans vegne.

- Selvom Anders rent aldersmæssigt har været vores ”Benjamin” i denne periode, så besidder ingen af os andre den samme politiske know-how, siger Mette Hardam..

Jens Borup, der er 1. suppleant, indtræder i byrådet og Venstres byrådsgruppe vil i løbet af januar fordele posterne internt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...