Nu er Glyngøre også en del af den frederikshavnske virksomhed

FREDERIKSHAVN: Amanda Seafoods har købt Glyngøre-brandet af norske Orkla og er dermed klart Danmarks førende leverandør af fiske- og skaldyrsprodukter.

Prisen for overtagelsen er hemmelig, men det er ikke et hvilket som helst varemærke, som Amanda Seafoods har fået ombord, lyder det fra selskabet selv, der betegner Glyngøre som ”Danmarks mest kendte varemærke inden for sild og tunfisk”.

- Vi ser frem til at inkludere et veletableret dansk varemærke i vores portefølje. Glyngøre har en stærk position hos danske forbrugere, og vi ser gode muligheder for at bygge videre på mærket gennem innovation og produktudvikling, siger Jesper Kold Sørensen, der er administrerende direktør for Amanda Seafoods.

Opkøbet af Glyngøre er blot det seneste skud på stammen i den konsolidering, som Amanda Seafoods er i færd med at gennemføre i forbindelse med selskabets vækststrategi.

I foråret fortalte selskabet således om købet af Bornholms A/S fra Neksø på solskinsøen, og sidste år købte nordjyderne både Knud Søndergaard Fiskeeksport i Hvide Sande på den jyske vestkyst og FAMM Seafood i Hanstholm i Thy.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...