Boligforeningerne og det musiske hus sætter skub i musikken - på afstand

FREDERIKSHAVN: Det Musiske Hus samarbejder med Vesterport og Frederikshavn Boligforening om at afvikle et koncertformat, hvor vi holder liv i musikken og sammenholdet - og samtidig bliver hjemme.

Det udmøntes i fire små koncerter, der afvikles på plæner og gårdspladser rundt om i kommunen.

Det hele kommer til at foregå i påsken - søndag 12. april.

- Det har været dejligt at opleve, at de to boligforeninger bare sagde ja med det samme, da ideen blev præsenteret, understreger Jens Ole Amstrup, spillestedsleder Det Musiske Hus/Maskinhallen.

Musikbegivenheden hedder Altankoncert.

Ideen er, at musikken kommer ud til folk - og at den oplevet i behørig afstand fra altanen.

En artist stiller op med et lille anlæg og spiller 20-30 minutter for beboerne, mens de bliver på deres altaner eller lytter ud af vinduerne.

- Vi har valgt at koncerterne skal spilles i påsken, hvor vi alle sammen for alvor får at føle, hvor meget vi savner at være sammen”, siger han.

De fire koncerter kan opleves fra altanen i nærheden af Sæby Bypark, Christian Pedersens Vej 1, Sæby, gårdspladsen. Det sker kl. 10.

Kl. 12.00 er det Abildgårdsvej 35 i Frederikshavn på plænen bag Vesterports kontor.

Kl. 13.30 er det Provst Dreslers Vej, Frederikshavn mellem blok 1 og blok 2.

Og endelig er det kl. 15 Midtpunkt 84, parkeringsdækket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...