BUNKEN: Jeg må starte med at indrømme, at jeg aldrig har været til Aalbæk Sjøw før. Egentlig ved jeg ikke hvad jeg havde forestillet mig – men så er det godt man kan blive positivt overrasket.

Aalbæk Sjøw er en ægte amatørrevy, forstået på den måde at alle deltagere på og uden for scenen er 100% ulønnede.

Men det er bestemt ikke amatørarbejde der leveres.

Hele vejen igennem er det topkvalitet. Super velspillende orkester.

Flot lyd, scenearbejde og regi. Og ikke mindst fem dygtige skuespillere på scenen, som over to halvlege og næsten to timers optræden leverer en skarp, musikalsk og meget underholdende optræden.

Størstedelen af teksterne er hentet fra forskellige revyer i Danmark, og teksterne kommer vidt omkring og berører emner som kønsproblematikker, krænkelse, Britta, ytringsfrihed, banksektoren og flygtningedebatten samt et par obligatoriske numre, der til stor morskab på elegant vis bevæger sig under bæltestedet.

De lokale indslag, tager bl.a. fat i varme emner som lægevagten, støjgener i Skagen og den forsvundne klit.

Det er 38. gang at der er Aalbæk Sjøw og revyen spilles i år i den store sal på Hotel Hvideklit.

Det er stadig muligt at bestille en billet inklusiv spisning, men ellers er der kaffe og kage inkluderet i en normal billetpris – som bestemt er til rimelig pris.

Der spillesfrem til og med lørdag d. 14/3 og der er stadig få billetter tilbage til forestillingerne torsdag og fredag.

Billetterne kan bestilles på foraarsrevy.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...