Kroejer Ulla Mosich og personalet på Aalbæk gl. Kro & Badehotel har glædet sig og set frem til at de kunne åbne for gæster. Det skete onsdag 10. juni, hvor de bød indenfor på kroen og til en ombygning af den gamle krostue.

Allerede inden corona-krisen var kroen i gang med at forandre den gamle krostue. Resultatet er en forandring fra krostue til badehotelslignende spisested med lyse farver. Nye 2 mandsborde, giver en bedre belægning i stedet for 4 mandsborde og så skaber det mere plads i rummet. Der er kommet en ny opbygget bar, selvfølgelig med det der hører sig til bag en bar.

- Vi glæder os helt vildt til at vise vores mange gæster vores ombyggede krostue, fortæller Ulla Mosich. Bookingerne på ophold her i juni går godt. Det bevæger sig stille og roligt op. Vi har rigtig mange bookinger i juli med mange danske og norske gæster. Vi har dem flere dage ad gangen, flere dage end vi plejer. I forhold til sidste år, er vi foran med bookinger. Så det ser godt ud.

Mange har taget imod at booke miniferie hen over sommeren og Badehotellet har lavet et nyt ophold, som går fra lørdag til lørdag - Sommerhusferie på kro – uden pligter.

Kroens menukort kommer til at være lidt anderledes end det plejer – det bliver mindre, men til gengæld skifter det ca. hver anden dag. En ting er dog helt sikkert – der vil altid være wienerschnitzel og stegt rødspætte på programmet.

- Jeg tror at alle de markedsføringskampagner, som er blevet lavet rundt om blandt andet af Turisthus Nord, har haft virkning. Vi ser at danskerne holder ferie i Danmark – så det virker, fortæller Ulla Mosich, som også er formand for Turisthus Nord.

- Jeg så en undersøgelse med spørgsmålet, hvor danskerne skulle på ferie i år, her førte Nordjylland foran Bornholm. Det er klart med det brand vi har heroppe og med Skagen som det største brand. Så vi skal nok komme gennem sommeren, men det er klart, at vi ikke kommer gennem året uden skrammer, udtaler Ulla Mosich.

Badehotellet havde en god booking inden coronaen lukkede hotellet, men mange har flyttet fester og møder til efter sommer. Men desværre har hotellet måtte sløjfe Landliggerfesten i år, på grund af forsamlingsforbuddet.

- Men vi er optimistiske og ser frem til en hyggelig sommer med meget sol, dejligt badevand og mange gæster, siger Ulla Mosich.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...