Tyske Lisa Vergin og engelske Sara Bedford har været på Grenen i fire uger, og de kommer gerne igen

SKAGEN: På bordet ligger en stendød tårnfalk.

Den fløj ind i et vindue til et hotel i Skagen og døde af slaget.

Den blev efterfølgende indleveret til Skagen Fuglestation, hvor den røg i fryseren.

Nu skal den bruges til to ting, informere publikum og træne og uddanne de frivil- lige på Skagen Fuglestation, der ligger ved Det Grå Fyr på vej ud til Grenen, og drives af Dansk Ornitologisk For- ening.

Tyske Lisa Vergin arbejder koncentreret med skalpellen.

Hun skal vise gæsterne, hvordan falken ser ud indvendig.

Under kyndige vinger

Lisa Vergin er en af de omkring 80 fugleinteresserede fra ind - og udland, der, siden Center for Trækfugle og Skagen Fuglestation åbnede i maj 2017, har boet på første sal i fyrmesterboligen, for at arbejde som frivillig ornitolog under Simon S. Christiansen kyndige vinger.

Naturvejleder og stationsleder Simon S. Christiansen får kontakt med de frivillige på mange forskellige måder.

- Nogle finder os på facebook, andre er medlem af Dansk Ornitologisk Forening, eller de kommer for at besøge udstillingen i Det Grå Fyr.

Fra 15 til 80 år

Der har været frivillige på mellem 15 og 80 år, og man kan komme med ingen eller mange forudsætninger, men det er et krav, at man deltager i fællesskabet og arbejdet med fuglene, mens man bor gratis i fyrmesterboligen.

- De fleste af vores frivil- lige er i 20’erne, de studerer for eksempel biologi, eller andre interesserer sig for naturen, siger Simon S. Christiansen.

Tilbage til foråret

Et besøg på Center for Trækfugle i Det Grå Fyr var indgangen for Lisa Venig.

Hun studerer biologi i Kiel og har været på Grenen som frivillig i hele september.

Engelske Sarah Bedford er i gang med sin fjerde uge, og hun fortæller begejstret, at oktober er en af de bedste måneder at kigge på fugletrækkene, der passerer Skagen på vej sydpå.

- Og nu vil jeg gerne komme tilbage til foråret og se, når fuglene vender tilbage, siger hun entusiastisk og fortæller, at hun har lært fuglenes navne på dansk.

Simon S. Christiansen bruger blandt andet frivil- lige til ringmærkning af fuglene.

Skagen Fuglestation samarbejder med Zoologisk Museum omkring ringmærkning, og hvis man finder en ringmærket fugl, opfordrer han folk til at henvende sig til ham, så man kan få registreret, hvor fra fuglen stammer, og hvor gammel den er.

- Rundt omkring på Grenen har vi 35 net, som vi tjekker, og de frivillige får en oplæringslicens, så de må ringmærke fugle, fortæller Simon S. Christiansen.

Aalborg Universitet

Han har også fugleinteresserede frivillige med ude og observere/tælle de mange forskellige arter, der passerer Grenen.

- Desuden laver de sygdomsovervågning af fuglene.

Observationerne kan være på vegne af forskere, for eksempel har Simon S. Christiansen et samarbejde med Aalborg Universitet lige nu om netop sygdom blandt fugle.

De frivillige kan være tidligt ude på Grenen med deres kikkert, eller de kan som her i efterårsferien hjælpe børn og voksne med at blive klogere på fuglene.

Vi får blandt andet at vide, at man regner med, at op mod en halv million fugle i Danmark mister livet ved at flyve ind i vinduer, og at en anden million dør ved at katte får fat i dem.

- Hvis folk opdager en død fugl, der er ringmærket, må de meget gerne kontakte mig på 40 21 73 14, så vi kan registrere fuglen. En ringmærkning er fuglens cpr-nummer, som vi kan bruge til at bestemme alderen, og hvor fuglen kommer fra, forklarer Simon S. Christiansen.

I øvrigt er der taget højde for i naturen, at der dør masser af fugle, så trækfuglene får mange unger.

- Tag nu løvsangeren, der flyver ned til det tropiske Afrika om vinteren.

- 9 ud af 10 løvsangere dør undervejs, siger naturvej- lederen og stationsleder Simon S. Christiansen, mens han finder endnu en fugl frem, som de har opbevaret i fryseren på fuglestationen: En død blåmejseunge. hvor vi ser, hvordan en hjerne ser ud på en fugl.

Når fuglene er blevet brugt til at skære i og til at blive studeret nærmere af de frivillige eller stationslederen, bliver de døde fugle sendt til destruktion og bliver brændt.

Læs mere på:

www.skagenfuglestation.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...