KOMMUNEN: Børnene har igen i år kastet sig ud i skøre, vilde og fantasifulde rekordforsøg i den nye bog, som udkom 1. oktober.

I årets udgave har mange af børnene udført rekorder derhjemme, og det har givet helt nye rekord idéer. For eksempel har 810 børn skrevet sig i rekordbogen som flest forfattere til digital bog.

Lokalt fra Frederikshavn kommune er der en del, blandt andet den 7-årige Gustav Skovgaard Nielsen, som cyklede 34 km. uden pause fra Hulsig byskilt til Bangsbo Fort i Frederikshavn i tiden 1 time 40 min.

Som rekordbogens motto lyder: Kun fantasien sætter grænser.

Årets rekordbog er fyldt med hele 300 nye rekorder udført af fantasifulde børn, der alle har det til fælles, at de kan noget helt særligt.

- Det overordnede formål med bogen var og er at skabe en ”vi-følelse”. Konkurrenceelementet er ikke det vigtigste, det er samarbejdet der er i højsædet. Både børn og voksne oplever gang på gang, at et samarbejde om en rekord giver gode kammeratlige relationer, knytter tætte bånd og skaber en fælles oplevelse, siger bogens redaktør Mikael Brøgger.

I bogen kan du også læse om Felix og Carl, der trillede et bildæk 726 gange mellem hinanden frem og tilbage over en rampe, eller om seks friske børn, der slog rekorden i broløb med 1.312 gange over broen på 30 min.

Man kan se mange af rekordforsøgene på rekordbogens you-tube-kanal og læse mere om bogen på www.rekordbog.dk. Her finder man også mange af de rekorder, der er lavet i bogens 32-årige levetid.

Børnenes Rekordbog har gennem 32 år og godt 10.000 forskellige rekorder bevist, at børn kan de mest utrolige ting. Bogens formål er at samle børn mellem 0-18 år til sjove og fantasifulde rekordforsøg, der styrker fællesskabsfølelsen.

Det er SFO´er, klubber, spejdere, skoleklasser, kammerater, sportsaktive og enkeltpersoner, som hvert år indsender rekordforsøg inden for kategorierne flest, mindst, størst, længst, højest, hurtigst og så videre.

Her i Nordjylland kan man kontakte Regionskontorerne på Tårs skole, HotSpot klubben i Frederikshavn eller regionsleder i Aalbæk. De kan svare på spørgsmål eller komme ud som kontrollanter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...