ÅLBÆK: Marie Eleonora og Olaf Lies Mindefond har uddelt midler for anden gang og som det sig hedder i fundatsen så skal midlerne uddeles på Marie (Søster) Eleonoras fødselsdag 17.maj.

Trods et meget lavt renteniveau er der i år kr. 238.000 til uddeling. Børnefonden modtog 117.000 kroner. Idrætsforeningen, Pensionistforeningen og FDF Aalbæk fik hver især 39.000 kroner.

Det fortæller Irene Hjorth fra Ålbæk. Hun er udpeget til at sidde i mindefondens bestyrelse.

Ægteparret Lies mindefond har en formue på ni millioner kr, og det er renterne af den formue, bestyrelsen kan udlodde.

I Ålbæk var Ole Lie kendt som Volle og hustruen blev kaldt Søster. Men deres mindefond bruger de officielle navne: Marie Eleonora og Olaf Lies Mindefond.

Søster og Volle fik ikke selv børn og havde dermed ingen livsarvinger. De besluttede derfor, at stifte en fond med en kapital på ni millioner kroner, hvoraf halvdelen er øremærket til de tre foreninger: Ålbæk Idrætsforening, Ålbæk FDF Drenge og Pigespejdere og Ålbæk Pensionistforening, og den anden halvdel af pengene skal gå til Børnefonden. I forbindelse med sin kones død oprettede Olaf Lie i 2004 et testamente, hvor han bestemte, at størstedelen af ægteparrets formue skulle anvendes til at oprette en mindefond, som bar deres navne. Olaf Lie drev i mange år med stor succes Ålbæk Værft, og boede sammen med sin hustru på Spurvevej i Ålbæk. Olaf Lie døde 29. juni 2013,

Renteniveauet afgør, om der er et tilstrækkeligt stort afkast til at mindefonden foretager en udlodning. Til gengæld er det bestemt at hele fondens formue og det afkast de ni millioner kroner, de giver, skal til falde de tre foreninger i Ålbæk og Børnefonden.

Men hvorfor uddeler man ikke de ni millioner på en gang?

- Loven siger, at der i de første 20 år af sådan en fond kun må udloddes udbytte af pengene. Når de 20 år er gået må der uddeles fra selve fonden, og efter 30 år nedlægger den sig selv, forklarer Irene Hjorth.

Olaf Lie blev født 15. september i 1925, og stammer egentlig fra Frederikshavn.

Han var den yngste af en søskendeflok på 14, og hans far, Niels Nielsen Lie, døde ganske ung og moderen flyttede derefter til Fiskerklyngen i Frederikshavn. Her begyndte Volle Lie sin løbebane som skibsbygger.

Allerede da han under besættelsen var i lære som skibstømrer, byggede han sin første båd. Hjemmet i Fiskerklyngen blev udvidet med et stort baghus, hvor Volle fortsatte med at bygge både.

Kort tid efter købte de beddingen i Ålbæk og indrettede Ålbæk Skibsværft. Der var nemlig brug for et sted, hvor fiskerne i byen kunne få kølhalet og repareret deres kuttere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...