Spar Nord Fonden støtter op om Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: Morten Kock, direktør i Spar Nord var trukket i træningstøjet og deltog i opvarmningen i selskab med Spar Nords populære maskot Frønse, da Ffi Håndbold havde samlet 100 special olympics håndboldspillere fra flere jyske byer til et stort stævne i Arena Nord i weekenden.

Med sig havde Morten Kock en gavecheck fra Spar Nord Fonden, som han overakte til Hans Abildgaard, formand for Handicapidrættens Fællesråd i Frederikshavn Kommune, borgmester Birgit S. Hansen og Anette Svejstrup, Parasport Danmark.

Donationen på de 200.000 kroner er givet til at støtte op om Special Olympics Idrætsfestival, der finder sted i Frederikshavn 15-17. maj 2020.

- Spar Nord Fonden støtter ildsjæle, der gennem frivilligt arbejde ønsker at skabe noget, der giver glæde og sammenhold for andre.

- Special Olympics Idrætsfestival er en god sag, og vi vil med donationen gerne give special olympics idrætsudøvere fra hele Nordjylland muligheden for at få en fantastisk oplevelse i Frederikshavn.

- Vi vil også gerne bidrage til, at special olympics bliver mere synlig og til sjove sideevents for deltagerne i idrætsfestivalen, så Frederikshavn igen kan levere værtskab i verdensklasse, siger Morten Kock, direktør, Spar Nord i Frederikshavn.

Donationen på 200.000 kroner fra Spar Nord Fonden blev modtaget med stor glæde af parterne, der står bag Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn og ikke mindst dem, det hele handler om – special olympics idrætsudøverne.

De fik sig en ekstra god oplevelse i Arena Nord lørdag formiddag sammen med maskotterne Frønse fra Spar Nord og Frederik fra handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK.

Stemningen var i top, og stemningen bliver også høj til Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn, lover borgmester Birgit Hansen.

- Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn bliver en oplevelse for livet.

- Vi vil sætte alle sejl ind på at tiltrække masser af deltagere og skabe synlighed om sporten og vores by.

- Vi er meget glade for donationen fra Spar Nord Fonden, for den giver mulighed for at tiltrække deltagere fra hele Nordjylland og for at involvere byen i at lave en festival, der giver genlyd i hele landsdelen, siger Birgit Hansen.

Tidligere på året sendte Birgit S. Hansen et brev til sine borgmesterkolleger i de andre nordjyske kommuner med en opfordring til at bakke op og give deres borgere med udviklingshandicap mulighed for at deltage i Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn. Med donationen bliver det nu muligt.

Special Olympics Idrætsfestival afholdes hvert andet år og er Danmarks største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap.

Special Olympics er anerkendt af IOC og er således den eneste sportsbegivenhed ud over OL, som har ret til at bruge den olympiske ild.

Special Olympics Idrætsfestival 2020 arrangeres i et samarbejde mellem Parasport Danmark og Frederikshavn Kommune.

Det forventes at der kommer op mod 1.200 deltagere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Tyskland. Deltagerne får mulighed for at deltage i følgende idrætsgrene: Atletik, badminton, boccia, bowling, golf, gymnastik, floorball, fodbold, håndbold, ridning og svømning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...