Fem børnefamilier flyttede til Ålbæk og hver eneste fik velkomstkurv af borgerforeningen

AALBÆK: Hver gang nye borgere flytter til Aalbæk går formanden for borgerforeningen Tina Himmelstrup ud og afleverer en velkomsthilsen. I løbet af det sidste år afleverede hun kurve til 15 husstande.

- Der var tale om fastboere og fem af dem var børnefamilier, fortæller hun i forbindelse med borgerforeningens generalforsamling og tilføjer, at de året før oplevede et babyboom med 12 nyfødte babyer i den lille by mellem Frederikshavn og Skagen.

En forklaring er uden tvivl, at man har bevaret både dagsinstitution og skole i Aalbæk. En anden forklaring er de mange aktiviteter, der foregår i løbet af året og som borgerforeningen er en del af.

Fredag 16. november åbner borgmester Birgit S. Hansen julemarkedet Smagen af jul i lysets landsby, som Aalbæk Handels- og Håndværkerforening står bag og har samlet 1,3 millioner kroner ind til fra fonde og foreninger Julemarkedet har borgerforeningen støttet med 5000 kroner. Foreningen har også ydet 5000 kroner til at få flyttet Stenen af Gårdbo (fra supermarkedet Spar til Lokalhistorisk museum Simons Raaling ogman bakker op om den juleaften som Anette Andersen holder i Aktivitetscentret for pensionister.

I løbet af året går det slag i slag.

- Vi har julemærkemarch for anden gang den første søndag i december. I 2017 hvor der var 60 deltagere. Der blev indsamlet en del penge både til julemærkefonden men også i kassen til Hobro Julemærkehjem. Borgerforeningen var værter med æbleskiver og gløgg efter gåturen, fortæller Tina Himmelstrup.

27. januar er der førstehjælpskursus, hvor akuthjælpere er oppe og lære og fortælle deltagerne om førstehjælp.

En af de store begivenheder har været bålhytten, som nu står næsten helt færdig ved skovsøen.

- Nu har vi nemlig fået sat træningsredskaber op. Vi havde en arbejdsweekend i april, hvor vi var så heldige at der var ca. 15 hjælpere hver dag, så det er fantastik at se så mange komme og hjælpe, når der er behov. Vi mangler at binde de forskellige træningsredskaber sammen via en "junglesti" af stolper, som er på vej med SparNord Fonden som sponsor, siger Tina Himmelstrup og fortsætter:

- I samarbejde med FDF har vi fået sat en Go Play tavle op ved bålhytten. Den består af postkort, hvorpå der står beskrevet mange af de gamle lege. Vi holdt indvielse i samarbejde med FDF og cykelklubben, som kom og fortalte om deres klubber. Vi var også heldige at få besøg af Benny Jensen, som er vores lokale Schweisshundefører. Han fortalte og viste os arbejdet med hunden.

Et arrangement har ikke været et tilløbsstykke.

- Vi har haft GoRun i et år, men har valgt at lukke det ned, da vi ikke følte der var tilslutning nok.

Til sommer er foreningen arrangør af Sct. Hans Aften sammen med Bådelauget.

- I 2017 artede vejret sig, og der kom mange mennesker - målt på uddelte sange 450-500 lokale og turister.

For første gang er der lavet et arrangement bestående af Simons Raaling, Kulturhuset og Borgerforeningen. Der blev afholdt familiedag i Kulturhuset sidst i august med koroptræden af skolebørn, talentkonkurrence og forskellige aktiviteter for børn og voksne. Borgerforeningen har 263 medlemmer i skrivende stund - det højeste i mange år.

- Det er dejligt at se, hvordan ålbækkerne og mange sommerhus-ejere i området vil være med til at bakke op om vores forening. Det gør, at vi kan være med til at støtte og lave flere aktiviteter i Ålbæk, siger Tina Himmelstrup, som modtog genvalg som formand. Derudover består bestyrelsen af næstformand Thomas Hjorth, kasserer Bent Thomsen, sekretær Mette Fischer Pedersen og medlemmerne Henrik Thomsen, Conni Thomsen og Marianne Svendsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...