Ung designer viser for første gang sin egen kollektion

0
Designer Lærke Olesen t.h. og søsteren Rose, som har opfordret Lærke til at sælge tøj under eget mærke. Åbningen søndag fik de store smil frem for der kom masser af interesserede. Foto: Peter Broen
Lærke Olesen, der kommer fra Skagen, har åbnet en sommerbutik i Gl. Skagen

Den danske designer Lærke Olesen har taget et stort skridt. For første gang viser hun en kollektion af sit helt eget mærke Victor.A. Hun har åbnet en forretning på adressen Jens Bergs Vej 2a ved Hyttefadet i Gl. Skagen. Der er tale om et nyt eksklusivt feminint tøjbrand med begrænset antal af hver style.

– Jeg har valgt Gl. Skagen som det første sted, fordi jeg er fra Skagen og håber på, at der i Gl. Skagen vil være kunder til eksklusive kjoler, nederdele, bluser og bukser, fortæller Lærke Olesen.

Hun er datter af glaspuster Niels Chr. Olesen og Grete-Lis Olesen, og Lærke Olesen har fået stor hjælp af familien ikke mindst søsteren Rose Olesen.

Søsteren har en uddannelse i iværksætteri og har været den, der har opfordret hende til at turde starte i eget navn: Victor.A, og det navn er valgt med stor eftertænksomhed.

Lærke Olesen fortæller, at hun har været meget syg, og da hun sejrede over sygdommen, gav hendes mor hende navnet Victoria.

Punktummet i Victor.A er symbolsk, for i-et i Victoria, og samtidig vil Lærke Olesen gerne give sit brand en kant og noget mystik ved at kalde det et mandenavn: Victor.A

– Mange af de dygtigste i min branche gennem tiden har været mænd. Derfor valgte jeg Victor.A, for at vise at jeg som kvinde også leverer høj kvalitet, og for at skabe opmærksomhed om mit brand, siger hun, kigger på søsteren og tilføjer: Navnet har vi bestemt i fællesskab.

Lærke Olesen smiler og siger at gøre opmærksom på sig selv ikke er hende – det lader hun søsteren om. Hun derimod er lidt af en nørd, der elsker at arbejde og fordybe med detaljerne.

– Jeg fik for for eksempel lov til at arbejde i London hos Suzy Turner Couture, der er kendt for at designe og sælge brudekjoler til millioner. Hun var i praktik fra maj til juli 2014.

– I tre måneder broderede jeg swarowski-sten på et lille stykke af en brudekjole. Stenene på kjolen havde en værdi af en million kroner. Jeg synes, det var så spændende, at være der i praktik og få lov til at brodere i tre måneder på denne smukke brudekjole.

Lærke Olesen har også arbejdet med brudekjoler, mens hun studerede fashion design i Herning og Århus. Hun blev færdiguddannet i december 2014 ved TEKO Design & Business. Men inden hun blev færdig fik hun mulighed for at fordybe sig i at skabe de smukkeste kjoler.

– Jeg fik en praktikaftale i Århus hos Marianne Carøe, der er kendt for sine brude- og festkjoler, og blev senere fastansat, så jeg har arbejdet der siden 2012 og frem til januar 2017, fortæller Lærke Olesen, der stadig bor i Århus.

Men nu er hun klar til at vise sin egen kollektion, der er skabt i silke, uld og viskose.

– I butikken har jeg en af hver størrelse fra 36-42, som kunderne kan prøve, og de kan også få taget mål, så jeg kan sy en ny op, hvis jeg har solgt deres størrelse. Men samtidig har jeg bestemt, at der kun skal fremstilles 12 stk. af hver, og hver eneste stykke tøj er nummereret, så kunden ved, at der er tale om et unikt stykke tøj, som kun få ejer, siger hun.

Hun er meget meget spændt på, hvordan kollektionen bliver modtaget og om der er kunder til den slags eksklusive mærker i Gl. Skagen.

Søster Rose, der ved en masse om iværksætteri, har presset på for at få søsteren til at åbne butikken og vise sin kollektion frem, siger:

– Som designer ser Lærke alle detaljerne i sin kollektion og alt skal være perfekt. Men et start up er en test af det, du gerne vil vise, og den feedback, du får er mindst lige så vigtig, som hvor meget du sælger.

Victor.A har åbent til 29. juli og med mulighed for at forlænge sæsonen nogle uger.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close