Udskældt 25 års regel får skud for boven

0
Anders Broholm: Vi er helt bevidst om at nogle bliver glade og andre utilfredse – sådan er det når man rører ved en tilskudsordning
Det skal være lettere, mere simpelt og komme flere til gavn.

Det er målsætningen med den nye tilskudsordning for folkeoplysende foreninger i Frederikshavn Kommune også kendt som frederikshavnerordningen, som Kultur- og Fritidsudvalget drøfter på onsdag.

Forslaget afskaffer den udskældte 25 års regel, hvor foreningerne modregnes, hvis de har medlemmer over 25 år.

Samtidig foreslås et meget mere simpelt tilskudssystem, så de enkelte foreninger slipper for meget af det bureaukrati, de i dag er pålagt med indberetninger og ansøgninger.

Grundstammen i forslaget er at erstatte de mange forskellige tilskud i dag med ét medlemstilskud, som gives pr. antal medlemmer under 25 år i foreningerne.

Der vil formentlig blive forskellige medlemsgrupper afhængig af type forening, men lidt forenklet kan man sige, at som udgangspunkt skal en spejder under 25 år have det samme i tilskud uanset hvilket korps vedkommende er spejder i.

– Det er et enigt Kultur- og fritidsudvalg, der nu tager fat om det her.

– Vi har allerede haft informations- og dialogmøde med FUF, Idrætssamvirke og Folkeoplysningsudvalget.

– Det er min forventning at forslaget kommer til høring efter vores udvalgsmøde på onsdag og at vi kan træffe en beslutning på vores møde efter sommerferien.

– Selvfølgelig afhængig af hvad høringssvarene melder ind.

– Vi har et vindue til ændringer nu her og derefter skal vi have ro og stabilitet om tilskuddene igen, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Anders Broholm, der også oplyser, at der bliver et dialogmøde i slutning af maj for alle interesserede.

Oplægget fra forvaltningen bygger på en sammenligning af tilskudsordningerne på tværs af kommunerne i Nordjylland. Undersøgelsen viser, at nogle foreninger får et stort tilskud i dag i forhold til hvad sammenlignelige kommuner giver.

Ved at komme tættere på hvad andre kommuner gør, vil det være muligt at omfordele de midler til de øvrige foreninger, således at 25 års reglen kan afskaffes.

– Vi er helt bevidst om at nogle bliver glade og andre utilfredse – sådan er det når man rører ved en tilskudsordning. I valgkampen fyldte utilfredsheden med 25 års reglen meget og det er også en kendt sag at tilskudssystemet i dag er meget indviklet. I denne nye ordning, vil der blive gjort op med begge dele, siger Anders Broholm,

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close