Slåbrock Trio udsender nye sange, og spiller på Skagen Festival

0
Slåbrock i udvidet tilstand. Fra venstre Michael Andersen, Ole Albrechtsen, Kjeld Torbjørn, Mads D. Andersen og Andreas Svaneborg.pr-foto
Slåbrock Trio er klar med ny musik. En ny single rummer to sange – og trio er næsten et fattigt ord, for orkestret er til lejligheden udvidet til en kvintet.

På A-siden kan man høre “Ka’ do staw’e, så ka a law’e”, der er en rigtig håndværker-sang med et tilbud, som ingen fornuftig kvinde vil kunne afvise.

– Vi har i indspilningen forladt country-stilen lidt og satset på god gammeldags pop-rock, hvor guitarerne endda er krydret med harmonika, fortæller Kjeld Torbjørn, der er Slåbrocks sanger og frontfigur.

– Vores guitarist Andreas Svaneborg så en dag en håndværker-varevogn køre forbi på gaden, og på siden var der malet ordene “Ka’do staw’e, så ka a law’e”. Og det slogan er jo alt for stærkt til bare at køre forbi. Så nu er det blevet et musikalsk tilbud til alle hjemmegående husmødre fra den omrejsende altmuligmand.

B-siden er en sang om ulykkelig kærlighed – eller måske tværtimod. Den handler om hende, der får alt, hvad hun peger på – for hun har jo øjne “Som en jersey-ko”.

– Vi tror håndværker-sangen har hit-potentiale, selv om den er på vendelbomål, siger Torbjørn. Dialekten er vist ikke tykkere, end at alle forstår det glade budskab.

Slåbrock Trio med Andreas Svaneborg, Ole Albrechtsen og Kjeld Torbjørn giver sammen med Michael Andersen på bas og Mads Dybdal Andersen på trommer koncert på Skagen Festival.

– Vi er blevet hyret til Skagen Festival, men de ville gerne have os som band og ikke som trio. Til dagligt spiller vi jo kun som trio, fordi vi næsten udelukkende satser på små spillesteder med plads til 100-200 mennesker – og de har ikke råd til et større band, forklarer Kjeld Torbjørn

På Skagen Festival spiller de fem både torsdag og lørdag på Havnescenen.

– Og de må have voldsom tillid til os (eller måske det stik modsatte), for vi er sat på allerede ved 11-12 tiden om formiddagen begge dage. Men vi kan måske være så heldige, at der er en vis procentdel af den forrige aftens publikum, som “af en eller anden grund” har overnattet i teltet på havnen, siger Kjeld Torbjørn med smil.

Repertoiret vil være et par sange fra Cd’en “Den der med ham der fra Slåbrock Band” (2010) samt et par numre fra Cd’en “Træls” (2016) og så selvfølgelig vil vi præsentere “Ka’ do staw’e, så ka a law’e” fra vores ny single. Resten af de fem kvarter, vi har til rådighed, vil bestå af de gamle Slåbrock hits fra 1970erne og 80erne som bl.a. “To gears Diesella”, “Ski’ med Polen”, “A’e så glå ve dyjr”, “Banko” o.s.v.

– Vi har fra vores koncerter erfaring for, at mange møder op, fordi de husker os. Men vi ser også temmelig mange ret unge mennesker, der faktisk kender de gamle sange og kan synge med – de har ganske enkelt fået en ordentlig opdragelse derhjemme…

– Som det fremgår af titlerne – og det ved vores stam-publikum jo godt – benytter vi os af vendelbomål. Men det er ikke “tykkere”, end at alle kan nogenlunde forstå det. Visse radiostationer står desværre lidt af på dialekten, og det kan jo være svært at forstå, da det jo immervæk er en dansk dialekt – i modsætning til de engelske, tyske og franske sange, man oftest hører i sin radio. Men heldigvis er der rigtig mange radiostationer rundt om i landet, der har et andet synspunkt. Vi synes, det er værd at kæmpe for dialekternes overlevelse, runder bandet af.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close