Ny vippearm på Skagens kendte fyrtårn

0
Der er kommet en ny vippearm hjem fra Tyskland, som bliver sat på Vippefyret i denne uge. Foto: Frederikshavn Kommune
Efter en sommer med ansigtsløft til flere af kommunens historiske bygninger er turen nu kommet til Skagens Vippefyr, som får en spritny vippearm.

I denne uge – uge 32 – er det ikke det sædvanlige syn, der venter, hvis man lægger vejen forbi Skagens ikoniske Vippefyr. Det historiske fyr fra 1627 omgives nemlig med stillads og en mobilkran, som skal montere en 15 meter lang ny vippearm af Douglas-tømmer.

– For et par år siden kappede vi et stykke på cirka 1,6 meter af den nuværende vippearm. Det var simpelthen pilråddent – og nu skal vi have udskiftet hele stammen af samme årsag, siger John Birger Andersen, som er projektleder i Ejendomscenteret i Frederikshavn Kommune.

Den 2,5 tons tunge vippearm er ankommet fra Tyskland til Danmark, så man kan gå i gang med renoveringen, der forventes at tage en uges tid.

Undervejs vil der blive rejst et arbejdstelt ved siden af fyret, hvor den nye vippearm skal males og slibes til, inden den er klar til at blive hejst op og monteret med den gamle vippearms vægtklods. Når vippearmen er færdig, vil den være cirka 50×50 centimeter i den bredeste ende.

De vigtige bygninger Økonomiudvalget, som prioriterer vedligeholdelsespuljen, havde før sommerferien udpeget Clasens Gård, Skagen Rådhus og Vippefyret som de historiske vartegn, der trængte mest til en renovering.

– Vi har nogle særlige attraktioner og bygninger, der er historisk vigtige for vores kulturarv – og som er besøgsmål for rigtig mange af kommunens turister. Dem skal vi selvfølgelig passe på, selvom det ofte er en tung økonomisk opgave. I år prioriterer vi nogle af de historiske bygninger, der trænger mest – og jeg ser meget frem til at se de flotte resultater hen over sommeren, siger Bjarne Kvist, som er 1. Viceborgmester og medlem af økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.

Eftersom Skagen Rådhus og Clasens Gårds renoveringer næsten er færdige, er renoveringen af Vippefyret er sommerens sidste. Renoveringen forventes færdig i starten af uge 33.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close