Ny journalist i huset i Skagen

0
Nordjyske Mediers hold på Skolevej, som leverer artikler og annoncer til både ugeavis, dagblad, tv-kanal og nettet er fra venstre Charlotte Christiansen, Marianne Isen og Søren From. Foto: Bente Poder
Journalist Marianne Isen skifter fra Nordjyske Stiftstidende og 24 Nordjyske i Frederikshavn til Skagen Onsdag

Kære læser: Her er en nyhed fra vores egen verden på Nordjyske Medier. Jeg har sagt ja tak til at være den nye faste journalist på Skagen Onsdag og afløser dermed journalist Jakob Frey, som fremover skal bruge tiden på at være souschef for alle Nordjyske Mediers journalister i Vendsyssel.

I kender mig forhåbentlig af navn, da jeg i flere år har været afløser på Skagen Onsdag, først for journalist Hans Jørgen Callesen og siden for Jakob Frey. Men nu er det mig, der er redaktøren, og tager de redaktionelle beslutninger om, hvad der skal bringes af artikler i vores meget populære ugeavis i Skagen. Men jeg får også andre opgaver.

Jeg er en slags Skagen korrespondent for NORDJYSKE Medier

Tanken er med andre ord, at jeg skal være kontaktpersonen til alle vores medier i NORDJYSKE-koncernen, når det drejer sig om historier fra Skagen, og i det omfang tiden tillader det, vil jeg derfor fortsat lave indslag til vores tv-kanal 24 NORDJYSKE og Nordjyske Stiftstidende og Nordjyske.dk. Men hovedopgaven for mig er først og fremmest at levere gode historier til Skagen Onsdag og vores udgave på nettet Skagenonsdag.dk, og så sørge for at mine kolleger på de andre medieudgivelser ved, hvad der foregår i Skagen, og hvem det vil vil være relevant at tale med.

Det har været afgørende for mig, at jeg kender og respekter de to andre ansatte i huset på Skolevej og har stor lyst til at arbejde tæt sammen med dem. Søren From og Charlotte Christiansen er meget dedikerede til Skagen og Ålbæk. De er ansat i annonceafdelingen og holder til i stueetagen på Skolevej, mens redaktionen, som den har gjort i mange år, ligger på 1. sal. Super beliggenhed, hvor vores lille mediehus er begunstiget af rigtige mange besøgende, især om onsdagen, hvor avisen udkommer.

Mine to kolleger Søren og Lotte hjælper mig hele tiden med at finde de gode historier, og de har altid flere ideer til artikler, end jeg kan overkomme på en arbejdsuge. Men hellere for mange ideer at vælge imellem end det modsatte.

I al beskedenhed er jeg sikker på, at folk, der bor eller gæster den såkaldte tidligere Skagen Kommune, vil opleve en bredere og bedre dækning af deres lokalområde. NORDJYSKE Medier har i forbindelse med min overflytning besluttet sig for, at der skal bruges flere journalistiske ressourcer på Skagen og Aalbæk området. Samtidig vil jeg mene, at jeg p.t. er den journalist på hele Nordjyske, der har bedst føling med hvad der foregår i Skagen og Ålbæk. Jeg kommer og er gennem 25 år kommet meget i Skagen og har i 2016 gennemført en intensiv uddannelse som guide for Cruise Skagen og Turisthus Nord, hvor jeg guider på engelsk. Mit fritidsjob, plejer jeg at beskrive, arbejdet som guide. Det er rigtig sjovt og udfordrende, og så har jeg lært en masse nye mennesker at kende. Jo jeg synes jeg kender Skagen, og nu glæder jeg mig til at lære flere af jer skagboere og ålbækkere at kende.

Og nu kan jeg lige så godt svare på spørgsmålet, som jeg ved vil dukke op: Bor du i Skagen eller har du nu planer om at flytte herop?

Jeg bor i det nordlige Frederikshavn sammen med min mand og søn, 35 minutters kørsel fra Skagen, og selvom ingen kan spå om fremtiden, så er det min plan fortsat at blive boende i Frederikshavn og pendle til Skagen.

Indtil videre træffes jeg på Skolevej hver torsdag eller efter aftale. Ud fra opgaverne beslutter jeg, om det er smartest, at jeg arbejder på vores redaktion i Frederikshavn eller på mit nye kontor på 1. salen i det skønne gule hus i Skagen Centrum. Men jeg er aldrig længere væk, end at jeg træffes på telefonen 99 20 33 45 og allerbedst på mail: redaktion.skagenonsdag@nordjyske.dk

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close