NT skruer op for selvbetjeningen

0
Den 1. marts 2018 ændrer periodekortet form og bliver en del af rejsekortet. Det sker som et led i en større digitaliseringsstrategi. FOTO: NT.
Nordjyllands Trafikselskab (NT) digitaliserer periodekortet per 1. marts 2018 og erstatter det med to nye rejsekorttyper.

Den 1. marts 2018 ændrer periodekortet form og bliver en del af rejsekortet. Det sker som et led i en større digitaliseringsstrategi, hvor Nordjyllands Trafikselskab (NT) vil gøre det både nemt og bekvemt for de rejsende med den kollektive trafik at anskaffe og forny rejsedokumentation:

– Ligesom i alle andre dele af samfundet bliver vi også mere og mere digitale, og det kommer jo heldigvis alle til gavn. Hele tanken med at digitalisere services og billettering er jo netop at gøre købsoplevelsen så let og brugervenlig for vores kunder som overhovedet mulig – og nu er turen altså kommet til det traditionelle periodekort, forklarer Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos NT.

Periodekortet vil blive udskiftet med to nye rejsekorttyper, som let kan bestilles og fornyes gennem digitale selvbetjeningsløsninger. Der er tale om et såkaldt rejsekort med pendler kombi, som forener fordelene fra det personlige rejsekort med det traditionelle periodekort, og et pendlerkort, der udgør en digital pendant til periodekortet i pap og papir.

Digitaliseringen af det traditionelle periodekort betyder dermed, at kunderne ikke længere skal møde op ved NTs salgssteder fordelt rundt i de nordjyske kommuner, hvor man i dag kan få udstedt periodekort. Derfor har NT besluttet at opsige samarbejdet med de 22 tilbageværende salgssteder ved udgangen af februar 2018.

– Det er selvfølgelig altid beklageligt at skulle afslutte en række gode samarbejder. Kunderne anvender dog i stigende grad digitale løsninger, både når det gælder indkøb af typiske forbrugsvarer såsom tøj og elektronik, men altså også transport. Derfor er det vigtigt for os at kunne levere vores services på en samlet digital platform, som kunderne let kan tilgå hjemme fra sofaen, eller når de er på farten, siger Mette Henriksen.

I henhold til hvidvaskningsloven skal brugere af rejsekortet oprette sig med CPR-nummer. Kombineret med de skærpede lovkrav i forhold til håndtering af personfølsomme oplysninger, der har virkning fra den 25. maj næste år, betyder det imidlertid, at samarbejdet med salgsstederne ikke kan fortsætte:

– Digitaliseringen af periodekortet ændrer fuldstændig rammerne for vores samarbejde med salgsstederne, og det bliver kun mere komplekst med den nye persondatalov. Vi kan ikke forvente, at salgsstederne er gearet til at håndtere personfølsomme oplysninger. Udviklingen betyder derfor, at vi er nødsaget til at opsige samarbejdet med salgsstederne, forklarer Mette Henriksen.

Hun lægger dog ikke skjul på, at nogle befolkningsgrupper vil kunne opleve udfordringer med den digitale omvæltning:

– Der vil være en lille gruppe af vores kunder, der vil blive generet af lukningen af salgsstederne. Vi gør dog alt, hvad vi kan, for at overgangen bliver så let som mulig for alle. Netop derfor er vi gået i dialog med borgerservice i de enkelte nordjyske kommuner for at give borgerne mulighed for at henvende sig her, eftersom at Borgerservice-afdelingerne er fuldt ud rustet til at kunne håndtere personfølsomme oplysninger, siger Mette Henriksen og fortsætter:

– Desuden vil det fortsat være muligt at købe kontantbilletter i både bus og tog, så vi har med andre ord ikke helt afskaffet den fysiske billet. Det er dog samtidig vigtigt at pointere, at eksempelvis ældre borgere i Nordjylland er dem, som er mest glade for rejsekortet, og vi forventer derfor ikke stor modvilje fra vores kunder. Snarere tværtimod, da det jo for eftertiden kun vil blive nemmere, at rejse med den kollektive trafik, slutter hun.

Det vil fortsat være muligt at købe billet i NT’s webshop. Desuden lancerer NT en ny app i det nye år, der skal give kunderne endnu flere selvbetjeningsmuligheder. Derudover er NTs kundecenter altid klar på at hjælpe på telefonen eller i deres betjente salg i Kennedy Arkaden i Aalborg.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close