Nordjylland vil have flere turister

0
- Skagen er vores vækstmotor og vores topbrand, som kan løfte turismen i hele området.Arkivfoto: Claus Søndberg
En fælles turismeudviklingsplan for Danmarks vestkyst er netop offentliggjort.

Thisted, Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn Kommuner er blandt de aktive parter i udviklingsarbejdet, som frem mod 2025 skal gøre Vestkysten til en førende kystdestination i Nordeuropa.

Udviklingsplanen for Vestkysten, der er præsenteret for erhvervsminister Brian Mikkelsen, sætter mål for turismens vækst og udvikling. Vestkysten skal opleves som en samlet attraktiv turistdestination med stærke feriesteder og naturen som hovedattraktion.

Væksten skal ske gennem tættere samarbejde langs hele kysten og en fokuseret udvikling af 18 udvalgte feriesteder. I Nordjylland drejer det sig om Skagen, Hirtshals og Tversted, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Slettestrand og Thorupstrand, Klitmøller og Vorupør.

– I Frederikshavn Kommune er det et specifik mål at få flere gæster, og Skagen er vores vækstmotor og vores topbrand, som kan løfte turismen i hele området. Vi vil dyrke de særlige interesser for kultur og livsnyderkonceptet gennem nye oplevelsesmuligheder og produktudvikling. Og så vil vi fokusere på at skabe mere helårsturisme, blandt andet gennem gode hoteller og i målgruppen af folk, der tager på kortere ferier, siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Den fælles vision er, at Vestkysten allerede i 2025 er blandt Nordeuropas førende kystdestinationer og en drivkraft for vækst i turismen i hele Danmark. Konkret skal overnatningskapaciteten udvides, løftes og differentieres, så antallet af overnatninger på Vestkysten stiger med 3,3 procent om året. Omsætningen skal tilsvarende øges 4 procent årligt.

– Den samlede plan sikrer en fælles ramme, hvor de fire nordjyske og de øvrige Vestkystkommuner kan videreudvikle de attraktive kystdestinationer, hvor vi balancerer turisme- og naturinteresser. Vi skal fortsat værne om naturen og de unikke kystlinjer, som giver borgere og turister enestående oplevelser året rundt. Samtidig stiller planen krav til, at kommunerne skal være klar til at investere i infrastrukturen og støtte op om aktiviteter, der kan gøre det attraktivt for private at investere i udviklingen af turismen, siger Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close