Mads Toghøj og Rødderne spiller intim koncert på Bodilles Kro

0
Mads Toghøj har netop fejret 20 års jubilæum som musiker.Arkivfoto: Peter Broen
Fredag den 2. marts spiller Mads Toghøj og Rødderne en intim koncert på Bodilles Kro.

Det er faktisk den eneste koncert i Nordjylland med netop dette hold, som består af Mads Toghøj: Vokal og akustisk guitar. Jens Varmløse: Akustisk guitar, fløjte, harmonika, stagepiano, mandolin og kor. Jan Michael Rasmussen: Akustisk guitar, banjo, mundharpe og kor. Chris Andersen: Akustisk guitar. Rasmus Boje-Nielsen: Elbas/kontrabas og kor.

Sanger og sangskriver Mads Toghøj, der har adresse på Sydfyn og rødder i Skagen, drager nemlig på forårsturné med albummet Rødder. Et pladeprojekt, der handler om værdien i at genfinde rødderne og vende hjem på et åndeligt plan.

Mads Toghøj har netop fejret 20 års jubilæum som musiker, hvilket blev markeret med tre udsolgte koncerter på Kulturhus Kappelborg i Skagen. Ved samme lejlighed kunne han udsende sit tredje studiealbum, Rødder, der er en stor hyldest til barndomsbyen Skagen og de mennesker, der gjorde Mads til det menneske og den sangskriver, han er i dag.

Centrum i hyldesten er meget naturligt Mads’ morfar, Thomas Jensen, der under navnet Fisker Thomas gav fiskere og andet godtfolk på havet en musikalsk stemme i 70’erne og 80’erne. Mads fortolker fire af Fisker Thomas’ viser på albummet, og indspilningerne er tilmed udført med hjælp fra et par af de musikere, der spillede på originalerne for 40 år siden.

Pladen er kommet godt fra start, og sangene “Lysets land” og “Min Barndomsby” røg direkte i rotation på DRP5. “Lysets land” røg tilmed direkte ind på DRP5 Dansktoppen på en fornem 4. plads.

Lysets Land ligger stadig på listen på 10. uge. Selv om det er en dansksproget plade, er sangen “Om 100 år” nået hele vejen til USA, hvor en radiostation i Boston spiller den flittigt.

Nu skal sangene ud på landevejen, og Mads medbringer fire musikere fra pladeindspilningen på turnéen. Multiinstrumentalisten Jens Varmløse, som også er producer på albummet, Chris Andersen på guitar og Jan Michael Rasmussen, der som ung mand spillede på Fisker Thomas’ debutalbum i 1977, udgør sammen med bassisten Rasmus Boje-Nielsen Toghøjs band på denne turné.

Mads udgav i 2012 albummet “Alley of Faith” som er en engelsksproget plade i country/roots-genren. Pladen blev indspillet i Nashville med flere koryfæer i studiet – heriblandt folk, der havde indspillet med Elvis Presley. Flere af disse sange, såsom “I´ll be there”, “Bit by bit” og “Holding on to you” kom på DRP4 og DRP5 playliste og er også blevet spillet rigtigt meget i udlandet.

Det er først og fremmest sange fra “Rødder” der er på tapetet på forårsturnéen, men også en hånd fuld sange fra “Alley of Faith” finder uden tvivl vej til sætlisten. Mads Toghøj er en musikalsk arbejdsmand og har i mange år spillet solo på beværtninger over det meste af landet, så et par covernumre i country- eller americanagenren kan også dukke op som klare publikumsfavoritter.

Hvis man har lyst til at spise før koncerten, tilbyder Bodilles Kro deres Vintertilbud: Kartoffelsuppe og Wienerschnitzel, som kan nydes i krostuen inden musikarrangementet.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close