Længste velgørenhedsløb kørte over målstregen i Skagen

0
170 dedikerede cykelryttere skulle tilbagelægge 737 kilometer fra København til Skagen på under 30 timer.Privatfotos
Lørdag 5. maj lød startskuddet for MS BIKE, som er Danmarks længste velgørenhedsløb på to hjul.

Her skulle godt 170 dedikerede cykelryttere tilbagelægge 737 kilometer fra København til Skagen på under 30 timer.

MS BIKE gæstede 17 byer undervejs, før målstregen ventede i Skagen.

Målet med løbet er at indsamle en halv million kroner til forskning i sklerose.

En af dem, der kørte med på MS BIKE, er Morten Stenbroen. For ham er turen til Skagen noget helt særligt, både fordi han kører alle 737 kilometer selv, men særligt fordi hele hans familie stammer fra Skagen.

– Jeg har elsket at komme på besøg hos familien i Skagen, lige siden jeg var helt lille, og jeg har stadig masser af familie i byen. For mig er det noget helt særligt, at denne benhårde cykeltur ender netop i Skagen, som jeg har så stærk en tilknytning til, fortæller Morten Stenbroen, som er ingeniør og bosat i Brøndby på Sjælland.

Det er tredje gang MS BIKE finder sted, og det er et holdløb for dedikerede cykelentusiaster. Deltagerne bestemmer selv, hvor mange de vil være om at dele de 737 kilometer, som skal tilbagelægges. Årets udgave talte derfor alt fra enmandshold til storhold på 20+ deltagere. Eneste krav er, at alle hold skulle være i mål i Skagen max. 30 timer efter startskuddet.

– MS BIKE er for alle, som har lyst til at prøve kræfter med cykelløb og samtidig gerne vil støtte en god sag. Her er plads til både supermotionister og helt almindelige cykelinteresserede danskere. Det er vigtigt for os, at vi både indsamler så mange penge som muligt til forskning og giver alle deltagere en god oplevelse med hjem,” siger Anders Langhoff Hald, som er Scleroseforeningens projektleder for MS BIKE.

Mortens tur:

Morten Stenbroen gennemførte på 26 timer og 46 minutter, og hans indsamling til forskning i sklerose endte på flotte 47.500 kroner.

– Jeg var fantastisk godt kørende hele vejen, jeg havde faktisk først en rigtig krise, da der var cirka 70 km tilbage af turen. Men vejrguderne var også virkelig med os, så det var en uforglemmelig tur, hvor vi fik set hele Danmark undervejs. Jeg havde ikke på forhånd sat mig et mål på tiden, udover at jeg ville nå i mål inden tidsgrænsen på 30 timer. Så jeg er glad og stolt over at være nået i mål på 26 timer og 46 minutter. Det er bedre end jeg havde regnet med, fortæller han.

Og fortsætter:

– Jeg har oplevet en fantastisk støtte og opbakning fra min omgangskreds, som jeg ikke havde regnet med på forhånd. Jeg har været i kontakt med gamle kolleger, venner og deres ægtefæller, som er ramt af sklerose. For dem har det været en stor ting, at jeg har valgt at cykle så langt for netop deres sygdom. Det betyder meget for både dem og mig, at jeg har gennemført og fået samlet så mange penge ind.

Dem jeg kører for, har det meget værre end mig. Det har i den grad holdt mig oppe, undervejs i de mørke vintermåneder, hvor jeg cyklede for at træne mig op til den lange tur på MS BIKE. Det har været fantastisk at gøre noget godt for andre, og så samtidig få så vild en oplevelse med hjem.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close