Havnefront løftes op i eliteklasse

0
Det store turistpotentiale i den centrale del af Skagen Havn med fiskepakhusene skal udnyttes bedre. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Mange kender de ikoniske røde og hvide fiskepakhuse på Skagen Havn. Mågeskrig, bølgeskvulp og fiskefrikadeller serveret under åben himmel trækker hver sommer titusinder af turister ud på havnen samtidig med, at lystbåde fra hele Skandinavien ligger i lag langs kajerne.

Men i vintermånederne krydser kun få over den befærdede Vestre Strandvej til den forblæste havn.

Den centrale del af Skagen Havn har imidlertid potentiale til meget mere. Nu foreslår en arbejdsgruppe med repræsentanter fra havnen, Frederikshavn Kommune, Turisthus Nord og Erhvervshus Nord et vækstprojekt, som skal tilføre aktiviteter, der har international tiltrækningskraft og som er helårsorienterede.

Udviklingen skal koncentreres til en begrænset del af det bynære havneafsnit – mellem den nye auktionshal mod nordøst og industrivirksomhederne ved Rødspættevej mod sydvest.

Kommunens plan og miljøudvalg fik tirsdag en orientering om vækstprojektet.

Udvalgsformand Mette Hardam (V) oplyser, at næste skridt bliver at søge Vækstforum Nordjylland om støtte.

Der har allerede været dialog med både Vækstforum Nordjylland og Realdania, og begge har stillet sig positivt.

Nogle af de ideer, der skal arbejdes videre med, er at åbne havnefronten og finde metoder til at binde by og havn bedre sammen både fysisk og virtuelt.

Trafikproblemerne skal løses, og der skal skabes trygge forhold for bløde trafikanter.

Også bedre faciliteter til sejlere i lystbådehavnen indgår i det forberedende arbejde.

Mette Hardam understreger, at handelsstanden og de omkringboende skal inddrages i en dialog om udviklingen af havnen.

Dialogen skal være med til at forebygge konflikter siden hen mellem forskellige interessenter i lighed med den åbne krig, som har raset i flere år om støj ved udendørs musikarrangementer på restaurationerne i Skagen.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close