Hæder til huse i Skagen

0
Redningsstation Skagen er præmieret for den nye bygnings spændende arkitektur. Foto: Skagen Byfond
Fire bygninger i Skagen er blevet præmieret med Skagen Byfonds pris 2017.

I alt var 14 huse og ejendomme bragt i forslag til prisen, og byfondens bestyrelse har blandt disse valgt at præmiere Det Grå Fyr, Fyrvej 36, redningsstationens nye bygning, Oliekajen 17, et byhus fra 1801 ved P. K. Nielsens Vej 17 samt sommerhuset “Villa Guldmaj” – også kendt som Vagnbys villa,Åkandevej 10.

Præmieringen fandt sted ved en sammenkomst i Kulturhuset Kappelborg. Her overrakte byfondens formand, ejendomsmægler Ole Bo, Skagen, en plakette med Skagens byvåben og årstallet 2017 til ejendommenes ejere som det synlige bevis på hæderen.

Plaketten er udført af keramiker Jessie Pott i Skagen.

Prismodtagerne får desuden et diplom, grafiker Liv Larheim, Skagen, har fremstillet.

Ved prisoverrækkelsen fulgte en mundtlig begrundelse for valget af netop disse fire bygninger.

Om baggrunden for præmiering af Kystredningstjenestens nybygningen, Redningsstation Skagen, fremhævede medlem af fondsbestyrelsen, arkitekt Erik Vium, Skagen, blandt andet:

“Den nye redningsstation er en fortsættelse af en linje, der gennem flere år har været på Skagen Havn i forbindelse med nybyggeri og renovering. Her er skabt en fin og spændende arkitektur, der afspejler funktionen og tiden”.

Om Det Grå Fyr fra 1858 og de tilhørende bygninger, som har gennemgået en total renovering, lød det:

“Et fantastisk og repræsentativt eksempel på, hvordan restaurering og bevaring af bygninger, der kendetegner Skagen, bør foregå. Projektet skulle gerne give inspiration til kommende renoveringer af Skagens bygningskulturarv”.

Det Grå Fyr ejes i dag af Realdania By og Byg, der over to år har brugt et ikke oplyst millionbeløb på renoveringen og indretning af stedet til et formidlingscenter for Skagens enestående fugleliv.

Om istandsættelsen af det 216 år gamle Skagen hus ved P. K. Nielsens Vej 17 blev det fremhævet:

“Det viser, hvad der kan komme ud af at respektere de oprindelige bygningers stil og udføre en korrekt restaurering. Her er et godt eksempel på, hvordan man skal bevare Skagens huse. Huset er med sin centrale beliggenhed med til at danne et bymiljø, der er guld værd for Skagen”.

Villa Guldmaj, et sort sommerhus i træ, der ligger ensomt i klitterne ved Åkandevej nord for Skagen by, har siden opførelsen i 1911 modstået det barske klima omkring Grenen, men det kræver megen vedligeholdelse. Om det blev der ved prisoverrækkelsen sagt:

“Dette unikke sommerhus er et meget fint eksempel på, hvad vedligeholdelse betyder i et område, hvor naturen bestemmer. Det har været et omfattende arbejde, fordi huset er opført i træ. Arbejdet viser, hvordan man med respekt for det oprindelige, kan bevare Skagens huse. Sommerhuset præmieres for det store arbejde”.

De øvrige 10 foreslåede bygninger til byfondens pris i 2017 var:

Det gamle bibliotek, Sct. Laurentii Vej 23, Torvehallen ved Fiskergangen, Jørgens Spisehus ved havnen, Sardinvej 7, et nyopført huse Skagavej 6, renoveret hus Kong Eriks Vej 2 og Oddevej 27 også kendt som Oste Larsens hus. Moderniseret villa Stadionvej 25, et Skagen hus fra 1878 ved Østerbyvej 29, Kong Eriks Vej 11 A og Kappelborgvej 37. Sidstnævnte var bragt i forslag, fordi ejendommen efter i mange år at have fremstået i gråt pudset murværk er blevet malet gul.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close