Fire nye film i Skagen Bio

0
Hovedrollerne i Jeg er William spilles af Rasmus Bjerg og Alexander Magnússon, som her ses i en scene fra filmen.
Skolernes vinterferie begynder i næste uge, og det ses på Skagen Bio’s program. Der er premiere på hele to nye film som er egnet for børn – og resten af familien med. Desuden præsenteres to nye film, som primært er for voksne.

Tirsdag 13. februar er der om eftermiddagen premiere på familiefilmen Jeg er William med Rasmus Bjerg og Alexander Magnússon i hovedrollerne.

Filmen handler om William, der ikke har det særlig nemt.

Hans mor er en kolbøtte, så William bor hos sin morbror Nils, der lever af lidt af hvert. Og nu har morbror Nils rodet sig ud i en stor spillegæld, og byens gangster er på nakken af ham.

Så William må mobilisere både mandsmod og fantasi for at redde sig selv og sin morbror. Og det gør han så, men samtidig har William også både de tre bøller fra klassen og en spirende forelskelse i Viola at holde styr på.

Amerikansk drama

Tirsdag aften er der premiere på det amerikanske drama All the Money in the World.

Den 16-årige John Paul Getty III bliver kidnappet.

Hans desperate mor Gail Harris, som spilles af Michelle Williams, prøver at overtale den stenrige bedstefar til at betale løsesummen, men han nægter.

Kidnapperne bliver mere og mere utilregnelige og brutale og i et sidste forsøg på at redde sin dreng allierer Gail sig med bedstefarens rådgiver.

Sammen hvirvles de ind i et voldsomt kapløb med tiden for at redde sønnens liv. Deres kamp vil i sidste ende vise, at kærlighed trods alt er mere værd end penge.

Animationsfilm

Torsdag eftermiddag er der premiere på animationsfilmen Det Store Nøddekup 2.

Egernet Vilfred, musen Makker og resten af deres venner er tilbage i fortsættelsen til filmen Det store nøddekup, og denne gang står de over for en endnu større udfordring.

Byens borgmester planlægger nemlig at ødelægge deres elskede park for i stedet at bygge en forlystelsespark.

I håbet om at stoppe den korrupte borgmester og redde deres hjem, bliver Vilfred og resten af slænget nødt til at slå sig sammen med Hr. Feng, en tilsyneladende sød og uskyldig mus, der viser sig at være benhård og en sand mester til kung fu.

Churchill

Torsdag aften er der premiere på en ny engelsk film – Darkest Hour.

Filmen er nærmest et portræt af Winston Churchill skildret gennem begivenheder ved begyndelsen af Anden verdenskrig.

Filmen er modtaget med begejstring af både publikum og anmelderne, og den er nomineret til en Oscar i hele seks kategorier. Desuden fik Gery Oldman, som spiller rollen som Churchill, en Golden Globe-statuette for rollen.

Filmens handling begynder i maj 1940 hvor en katastrofe er umiddelbart forestående for England og Frankrig.

De tyske tropper har gennembrudt deres linjer og indespærret de britiske styrker, som bliver trængt tilbage mod Dunkirk, og næsten knust den franske modstand.

I denne situation bliver Winston Churchill tilbudt at tage roret som britisk premierminister. Kongen er ikke begejstret for ham, hans egne partifæller er ikke begejstrede for ham, men han påtager sig ansvaret.

Mens Hitlers tanks og kanoner truer med fuldstændig at tilintetgøre den britiske hær, kæmper Winston Churchill med sine politiske modstandere, der vil presse ham til at acceptere det uundgåelige – en forhandlingsfred med Tyskland.

I denne umulige situation finder Winston Churchill styrken til at kæmpe imod, og han mobiliserer alle kræfter – ikke mindst sit fænomenale talent som taler – til at komme gennem denne sit lands mørkeste stund.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close